Magt

Magt er et af politologiens grundlæggende begreber. Mange definerer simpelthen politik som kampen om den politiske magt i samfundet, dvs magten til at bestemme, f.eks. over den politiske dagsorden og over fordelingen af goderne.

Beslutningstagende magt
I de fleste samfund foregår magtudøvelsen igennem vedtagelsen af love. Det er en del af den politiske beslutningsproces. Man skal altså finde ud af, hvem der bestemmer, hvad der kommer til at stå i lovene: Hvor mange penge skal det danske samfund f.eks. bruge på forsvaret i forhold til, hvad der bruges på Folkeskolen? Nogle har magten til at bestemme denne prioritering.

Der skelnes mellem ressourcemagt og magt som relation. Magtressourcer kan for et land være militær styrke, størrelsen af produktionen, befolkningens uddannelsesniveau. I et land kan det være en organisation, der råder over dygtige medarbejdere, og som har mange medlemmer. En politiker kan få magt igennem dygtighed og karisma (personlig udstråling). Magt som relation vil sige evnen til at få en person eller organisation til at gøre noget, vedkommende ikke ellers ville have gjort.

Det er ikke altid nok at have mange magtressourcer for at kunne udøve magt. Man skal også være i en situation, hvor magten kan bruges. Den kinesiske leder fra 1949-1976  Mao Tse Tung kaldte f.eks. USA for en papirtiger. Hermed udtrykte han, at USA nok havde vældige magtressourcer i form af et stort BNP, militær styrke, herunder atomvåben, og mange veluddannede mennesker, men USA kunne ikke bruge sine atomvåben. Landet havde svært ved at bruge en del af magtressourcerne som relationsmagt, altså til udøvelse af magt. Mao Tse Tung havde selv store magtressourcer i form af at sidde på formandsposten i Det kommunistiske Parti, der i det kinesiske et-partisystem havde magten i Kina.

I et parlamentarisk demokrati udgår den politiske magt af flertallet i parlamentet, dvs de politiske partier, der har regeringsmagten og ikke har et flertal imod sig. Denne regering har den formelle politiske magt, altså magten, som det er foreskrevet i forfatningen. Reelt kan dele af magten ligge andre steder, f.eks. hos magtfulde lobbyister, der påvirker regeringen og parlamentet til at føre en politik, der er i deres interesse. Lobbyister kan være interesseorganisationer, f.eks. Dansk Industri eller LO.

I stedet for at se på enkelte interesseorganisationer og deres indflydelse har man også talt generelt om kapitalens magt. Kapitalen vil i den sammenhæng sige de store virksomheder og økonomiske interesseorganisationer på arbejdsgiverside. Ifølge marxistisk teori ligger den egentlige magt i et kapitalistisk samfund hos dem.

Magt over dagsordenen
Ifølge pluralismeteorien er det ikke til at sige på forhånd, hvem der har  magten. Det kan ændre sig fra sag til sag og afhænger af hvem, der får held til at påvirke via dygtigt lobbyarbejde. Ofte gælder det kampen om at bestemme over dagsordenen. Hvis man kan forhindre noget i at komme på den politiske dagsorden, kan der udøves magt diskret. For at opnå det kan det være vigtigt med adgang til medierne.

Diskursiv magt
Diskursiv magt er evnen til at bestemme over, hvordan debatten føres. Et samfundsproblem italesættes på en bestemt måde. De magtfulde i samfundet bestemmer, hvordan det sker: Hvordan opfattes f.eks. begrebet globalisering: Er det udvidelse af muligheder til alle? Eller lukkes der af for nogle? Definitionsmagt er magten til at definere, hvad der er væsentligt at få på dagsordenen og lave beslutninger om.