Statsteorier handler på forskellig vis om forholdet mellem stat og samfund. Det er en kunstig skelnen, idet staten jo er en del af samfundet. Men som analytisk og faktuel skelnen er det en betydningsfuld skelnen. Engang i det gamle samfund har de aktiviteter og opgaver, som udgør staten, og som staten har varetaget, jo skilt sig ud fra samfundet.
I Eastons systemteori laver han et ret åbent begrebsapparat til at bestemme forholdet mellem dele af det politiske system. Der er krav og støtte, og systemet søger at overleve. Systemet overlever via sit output, der har positive eller negative virkninger på samfundet.
Andre teorier om staten tager fat i, at det er magtforhold, det drejer sig om. Staten er et område for politisk magt, hvor måske både delgrupper inden for eliten og folket strides om at præge magtudøvelsen.
Den eller de, der får magten over statens beslutninger (lovgivningen fx), kan opnå privilegier eller kan bestemme væsentlige områder af samfundsudviklingen.