Topskat

Ved beskatning af indkomst i Danmark skelner man mellem arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag), sundhedsbidrag, kommuneskat og kirkeskat, der alle er proportionale skatter, samt bundskat og topskat til staten. Netop topskatten gør indkomstskatten til staten til den eneste progressive skat i det danske skattesystem.

I 2014 skal man betale topskatten på 15 % af personlig indkomst over 488.152 kr. (før arbejdsmarkedsbidraget på 8 % er fratrukket).

De politiske partier og diverse interesseorganisationer indgår i en løbende debat om topskatten. De partier, der befinder sig i den højre side af den fordelingspolitiske akse og dermed har mange højtlønnede vælgere, fx De Konservative og Liberal Alliance, ønsker helt at få fjernet topskatten. Et centralt argument er her, at marginalskatten (skatten af den sidst tjente krone) er så høj i Danmark, at de højtlønnede fratages motivet til at levere en ekstra arbejdsindsats. På den anden fløj vil Enhedslisten tværtimod have topskatten sat op, fx i form af en ”millionærskat”, så de højeste indkomster skal betale nogle ekstra procenter af deres indkomster i skat. Argumentet er her, at det kun er rimeligt, at de højeste indkomster bidrager mere til den fælles velfærd. S-RV-regeringen vil ikke fjerne topskatten, men har med skattereformen i 2012 hævet beløbsgrænsen for at betale topskat. Det har betydet, at mellemindkomsterne slipper for at betale topskat, og de indbefatter mange af Socialdemokraternes formodede kernevælgere, herunder størstedelen af de faglærte arbejdere. Diskussionen om topskatten er altså et spil mellem partierne, hvor det gælder om at fremme egne kernevælgeres interesser.

Når De Konservative og Liberal Alliance argumenterer for, at en fjernelse af topskatten vil øge arbejdsudbuddet, kan de henvise til den klokkeformede Laffer-kurve, der viser, at hvis marginalskatten er ”for høj”, så vil en sænkning af den faktisk føre til et højere samlet skatteprovenu til staten pga. et øget udbud af arbejdskraft. På den måde kan en afskaffelse af topskatten stort set blive selvfinansierende. Fagøkonomer påpeger imidlertid, at en sådan effekt forudsætter, at vi befinder os på den højre side af Laffer-kurven, og at ingen økonomer med sikkerhed kan sige, hvor på Lafferkurven vi befinder os.