Grundloven

Den danske grundlov (forfatning) går tilbage til 1849, hvor det repræsentative demokrati blev indført i en foreløbig form til afløsning af den enevældige kongemagt. Teksten er blevet ændret nogle gange, men en stor del af den består i sin oprindelige form.

Den mest vidtgående ændring af Grundloven er nok ændringen i 1915, hvor der indførtes valgret for kvinder, og hvor forholdstalsvalgmåden indførtes. Indtil da havde man flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor der vælges én fra hver valgkreds. Forholdstalsvalgmåden kom til at betyde hastigere samfundsforandringer med mere reformlovgivning til fordel for byernes befolkning og erhverv, idet den muliggjorde øget repræsentation for de mere bymæssige politiske partier, fx Socialdemokratiet.

Ved grundlovsændringen i 1953 indførtes kvindelig arvefølge til tronen, og Rigsdagens førstekammer, Landstinget, blev nedlagt. Danmark havde fra da af et et-kammer parlament. Man fik også med grundlovsændringen i 1953 et såkaldt fakultativt referendum, dvs. folkeafstemning, når visse betingelser er opfyldt. Det er § 42, der siger, at der kan holdes folkeafstemning om en vedtagen lov, hvis 1/3 af Folketingets medlemmer skriver under på et krav om det. Det gælder dog ikke finans- og skattelove, samt ekspropriationslove.

Grundloven står over lovgivningen i den forstand, at der ikke forfatningsretligt kan vedtages love, der strider mod grundloven. 

At en stor del af grundlovsteksten står i sin oprindelige form har gjort det nødvendigt at lade den fortolke af statsretsjurister. Mange steder, hvor ordet Kongen står, skal man læse det som Regeringen ifølge disse statsretseksperter. Fx er det nødvendigt at fortolke § 14:

§ 14
Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.

Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
Den sidste gang, Kongen forsøgte på egen hånd at afskedige en regering, var i 1920, hvor det førte til demonstrationer og den såkaldte Påskekrise. Siden da er paragraffen fortolket sådan, at afskedigelse sker på initiativ af regeringen/statsministeren. Det er også værd at lægge mærke til, at der skal være en ministeriel såkaldt kontrasignatur for at en lov kan betragtes som vedtaget, og at det er ministeren, der er ansvarlig for beslutningen.

Parlamentarismen er endvidere stadfæstet i § 15:
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Den danske grundlov er påvirket af magtdelingslæren. Således siger § 3:

Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Der skelnes dog ikke så skarpt imellem lovgivende og udøvende magt som i den amerikanske forfatning. Igennem parlamentarismen kan man sige, at regeringen så at sige vælges af Folketinget, og den sidder så længe, den har opbakning herfra. Det betyder, at regeringen har stor magt, når den råder over et flertal i Folketinget. Samtidig kan det indebære, at oppositionen ikke har så stor magt. På dette punkt er den amerikanske forfatning også anderledes, idet der her er givet betydelig magt også til oppositionspolitikere, der kan bygge magtbastioner op, fx i form af formandsposter i vigtige udvalg.

Grundloven stadfæster et ægte repræsentationsprincip i og med, at de folkevalgte MFere ikke er bundet af noget mandat fra deres vælgere. Der er tale om repræsentation, ikke delegation. Når de er valgt, kan de tage de beslutninger, de vil, uden at stå til ansvar over for andre end sig selv. I praksis er de underlagt en betydelig partidisciplin i partierne til at stemme efter partilinjen, men det er en udvikling, Grundloven ikke har taget stilling til. 

Grundloven stadfæster princippet om, at det er Folketinget, der bevilger penge til afholdelse af offentlige udgifter via finansloven og bestemmer opkrævning af skatter, også ifølge finansloven og skattelovgivningen.

Grundloven indeholder også et afsnit om de borgerlige frihedsrettigheder.
Proceduren for ændring af Grundloven er besværlig. En ny grundlov/ændring af Grundloven skal vedtages af et nyvalgt folketing, hvorefter forslaget skal ud til folkeafstemning, hvor der skal være et flertal for forslaget, og hvor mindst 40 % af de stemmeberettigede vælgere skal stemme ja (§ 88), hvis forslaget skal vedtages.