Åbn undermenuer...

Interesseorganisation

En organisation, der sigter mod at opnå bestemte afgrænsede politiske mål uden at stille op til almindelige politiske valg. Mange interesseorganisationer tager udgangspunkt i en samfundsgruppes erhvervsmæssige interesser, mens andre arbejder for nogle bestemte værdier eller idealer. Næsten alle foreninger kan periodisk optræde som interesseorganisationer, der søger at påvirke den politiske proces, selvom de i øvrigt har andre formål og aktiviteter. F.eks. kan en sportsfiskerforening både skabe fritidstilbud for sine medlemmer og forsøge at påvirke politiske beslutninger om vandmiljøet.

Der er i alt ca. 2000 interesseorganisationer i Danmark. De økonomiske interesseorganisationer er generelt dem, der har størst politisk betydning.

 Uddybende forklaring

En interesseorganisation er en forening af mennesker, der varetager disse menneskers interesser over for det politiske system. I modsætning til et politisk parti forsøger en interesseorganisation ikke at vinde regeringsmagt. Den påvirker det politiske system udefra.

I modsætning til mange græsrodsbevægelser har en interesseorganisation et formaliseret medlemskab. Der er medlemskartotek, og der betales kontingent ofte et ganske betydeligt kontingent, da organisationen kan påvirke de politiske myndigheder mere effektivt, hvis den råder over egne (betydelige) ressourcer. Der er dog i den henseende forskel på økonomiske interesseorganisationer og organisationer, der arbejder for et alment formål, f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, Ornitologisk Forening, el. lign. Der er i alt ca. 2000 interesseorganisationer i Danmark.

En interesseorganisation adskiller sig endvidere fra et politisk parti ved at have et smallere fokus end et parti. Hvor partiet via sit principprogram/ideologi forsøger at have et omfattende syn på hele samfundslivet og samfundets problemer, har interesseorganisationen et smallere fokus. Et fagforbund kæmper for medlemmernes økonomiske interesse. En arbejdsgiverorganisation varetager også økonomisk prægede interesser for sine medlemmer. En dyreværnsforening kæmper for dyrenes sag, eller rettere: Medlemmernes interesse i sagen.

Nogle organisationer indtager en mellemstilling mellem interesseorganisation og græsrodsbevægelse. Det gælder f.eks. Amnesty International og Greenpeace. De har formaliseret medlemskab og en relativt hierarkisk struktur, men kæmper også med græsrodsbevægelsernes aktionsformer, dvs forsøg på via medierne og iøjnefaldende aktioner at få offentlighedens bevågenhed for sagen.

De store økonomiske interesseorganisationer, f.eks. fagforbund (3F, HK, Dansk Metal m.fl.), arbejdsgiverorganisationer (f.eks. Dansk Arbejdsgiverforening, DA, Dansk Industri, DI) besidder betydelige magtressourcer, der gør det muligt at påvirke det politiske system på mange måder. Magtressourcer er f.eks. et stort antal medlemmer, der betaler medlemskontingent. For DA's og DIs vedkommende er kontingent et fastsat i forhold til virksomhedsstørrelser og størrelse af medlemsorganisationer. Med de økonomiske ressourcer følger et stort sekretariat med mange højtuddannede mennesker ansat.

Organisationerne påvirker det politiske system ved at lave lobbyvirksomhed. Lobbyvirksomhed er et begreb, der kommer fra USA, hvor det er blevet brugt om repræsentanter for organiserede interesser, der gik rundt i korridorerne (lobbies) i Kongressen (parlamentet i USA), hvor de forsøgte/forsøger at få politikerne i tale. I dag sker det dog som regel fra fine kontoradresser i Washington DC.

De økonomiske interesseorganisationer kan også forsøge at få indflydelse på de politiske partier. Det sker f.eks. ved at give støtte til partiernes valgkampe og evt støtte til enkelte politikere. Støttebeløb over en vis størrelse kræves oplyst.

De store interesseorganisationers muligheder for påvirkning har ændret sig over tiden fra det klassiske pressure group-system over korporatisme-modellen til det såkaldte forhandlingsadministrative system. Pressure groups (det amerikanske ord for Interesseorganisation) øvede indflydelse igennem lobbyvirksomhed. Korporatismemodellen indebar, at man fik/får indflydelse ved at blive inviteret ind i offentlige råd og udvalg, som har beføjelser til at træffe beslutninger på et område, der er fastlagt i f.eks. Folketingets rammelovgivning. Der er tale om et gensidigt forhold, hvor organisationerne får indflydelse, og det politiske system sikrer sig ekspertise inden for teknisk komplicerede områder. Endvidere sikrer det politiske system sig legitimitet bag beslutninger, når store organisationer har medvirket.

Ved det forhandlingsadministrative system forstås, at beslutninger bliver til i et mangesidigt samarbejde, hvor organisationerne inddrages i forhandlinger på flere niveauer. Det politiske system har accepteret, at der er organisationer, man ikke kan komme udenom. De har fået en formaliseret ret til at blive hørt og inddraget i forhandlinger.

En interesseorganisation kan søge foretræde for det stående udvalg i Folketinget, der arbejder med en lov. Det sker oftest i forbindelse med udvalgsarbejdet efter 1. Behandling (af i alt tre behandlinger) af loven i Folketinget. Det kan dog være mere effektivt at komme ind på et tidligere tidspunkt. Her kommer det forhandlingsadministrative system ind i billedet. Ofte opnås den mest effektive indflydelse ved, at en organisation inddrages allerede ved den indledende fase af ny lovgivning, altså inden sagen overhovedet er kommet i parlamentet. Embedsmænd kontakter organisationsfolk i de indledende faser af lovforberedelsen.

Bearbejdning af offentligheden via adgang til medierne og ved selv at lave information er blevet et vigtigt element i organisationernes arbejde.

Interesseorganisationer forsøger således at få indflydelse ved at bearbejde offentlighed og medier til at få et positivt syn på den sag, organisationen arbejder for. Det kan ske igennem udfærdigelse af rapporter ved hjælp af eksperter, ved at lave opinionsundersøgelser og ved at pleje kontakter til centralt placerede mediefolk.

I de seneste årtier er der vokset mange Non-Governmental Organizations, NGOer, frem, der forsøger at få indflydelse på den stadig mere udbredte og intensive global governance, dvs forsøg på at lave forpligtende samarbejde og styring i det internationale system af problemer, der er grænseoverskridende mellem nationalstaterne. Navnet NGO siger, at det er organisationer, der arbejder uden for det statslige regi. Det er f.eks. Læger uden Grænser, Friends of the Earth, Oxfam, Attac, Greenpeace og Amnesty International. Selv om de er ikke-gouvernementale, inddrages de alligevel i arbejdet.

Ved COP15 mødet i København i december 2009 var i hundredevis af sådanne organisationer indbudt til at deltage, nogle af dem i det formelle møde i Bella Centret, andre i et parallelt topmøde, Klimaforum09 i DGI-byen. NGOerne i Klimaforum vedtog en resolution med en betydelig mere radikal og kritisk tilgang til både analyse og løsning af klimaproblemerne. Resolutionen blev præsenteret ved det store officielle FN-møde i Bella Centret, dog uden at komme til at påvirke resultatet sønderligt. Der var imidlertid stor interesse, også fra officielle delegationers  side, for Klimaforums aktiviteter. Klimaforum forsøgte at mobilisere en folkelig holdning og aktivitet til fordel for en mere radikal løsning på klimaproblemerne.

Figurer