Politisk kultur

Politisk kultur er de politiske værdier, roller og normer, der findes i et samfund. De er med til at bestemme forholdet mellem vælgerne og det politiske system.

På vælgersiden har den politiske kultur indflydelse på befolkningens politiske engagement, deltagelse i valg, tillid til politikere osv. På systemets side har den politiske kultur betydning for, hvordan partierne agerer over for hinanden, om de taler ned til vælgerne, om korruption og nepotisme betragtes som acceptabelt osv.

Den politiske kultur varierer meget fra land til land, og i de enkelte lande sker der ændringer over tiden, som regel gradvist, fx den tiltagende amerikanisering i dansk politik, hvor valgkampe efterhånden tager form som dueller mellem partiernes topfolk. Ændringer i et lands politiske kultur kan dog også ske abrupt, jf. ændringerne i de østeuropæiske landes politiske systemer efter 1989.

De to amerikanske politologer Gabriel Almond og Sidney Verba undersøgte i 1960’erne den politiske kultur i en række lande, og de opstillede ud fra disse studier tre typer af politisk kultur:

• Deltagelseskulturen, hvor borgerne følger godt og aktivt med i den politiske debat. Derudover ser borgerne det som ønskeligt og effektivt at deltage i det politiske liv og tage del i demokratiske aktiviteter. Eksempler på denne kultur ses i Danmark og andre vestlige demokratier.
• Undersåtkulturen, hvor borgerne er mere passive i forhold til det politiske system, fordi de ikke mener, at de har nogen videre muligheder for at øve indflydelse på systemet. Denne kultur finder man i autoritære, centraliserede politiske systemer.
• Den provinsielle kultur, hvor borgerne egentlig ikke føler et tilknytningsforhold til det nationale eller til staten, men snarere identificerer sig med det liv, der foregår lokalt. Dermed deltager borgerne mere i den politik, der vedrører det lokale liv end det nationale liv. Eksempler på denne kultur finder man bl.a. i en række u-lande.

Almond og Verba argumenterede for, at ”den borgerlige kultur”, som de finder i USA, og som de tydeligt foretrækker, er et mix af alle de tre typer af politisk kultur. Det er for dem afgørende, at borgeren deltager i det politiske liv (deltagelseskulturen), men samtidig er det også vigtigt, at borgeren anerkender regeringens ret til at regere (undersåtkulturen), og at regeringen finder et passende leje mellem, hvad de er forpligtede til at regere, og hvad de ikke er (den provinsielle kultur). Denne promovering af det amerikanske politiske system blev naturligvis kritiseret af europæiske politologer, bl.a. Gerhard Lehmbruch og Arend Lijphart, som begge argumenterede for, at man i Europa finder politiske systemer, som er mere stabile end det amerikanske system.