Politiske systemer

Overskriftens politiske systemer er noget andet end det politiske system (jvf artiklen om Politik). Det politiske system er en generalisering om alle politiske systemer. Ved politiske systemer forstås her styreformer, men det er mere end styreformen. Det drejer sig også om, hvordan en styreform interagerer med omgivelserne, vælgerbefolkning og økonomi.

I slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede har demokratiske styreformer i en eller anden form vundet udbredelse i det meste af verden. En vigtig skelnen går på forskellen mellem præsidentialisme og parlamentarisme. Det er dog ikke alle præsidentielle systemer, der er afgørende forskellige fra parlamentariske systemer. Nogle præsidenter har mest ceremonielle funktioner (f.eks. Tyskland) og kan dermed sammenlignes med en konge eller dronning i et konstitutionelt monarki. I andre præsidentielle systemer har præsidenten stor magt. Det gælder f.eks. USA.

I USA hænger det sammen med dels, at præsidenten er direkte valgt af vælgerne, dels at der er en tredeling af magten. Præsidenten i USA udpeger sin regering, og den kan afsættes af præsidenten. I et parlamentarisk system  udgår regeringen af flertallet i parlamentet. Regeringen må gå af, når den ikke længere har et flertal bag sig i vigtige sager. I mange parlamentariske systemer kan det konstateres ved afstemning om et mistillidsvotum, om regeringen har sit flertal. Det kan også ske ved, at vigtige sager er kabinetsspørgsmål, dvs at de skal igennem parlamentet til vedtagelse. Ellers må regeringen gå af.

I et parlamentarisk system udøver oppositionen kontrol med, at lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen, og at regeringen ikke misbruger sin magt. Det sker typisk igennem spørgsmål til ministre, og det sker ofte igennem længere, mere principielle debatter, hvor regeringens politik kan sættes til diskussion.
Magtens fordeling i parlamentariske systemer afhænger ofte af parlamentets sammensætning. I flerpartisystemer kan den parlamentariske forsamling øge sin magt, hvis regeringen har vanskeligt ved at råde over et flertal. I topartisystemer kan det afhænge af mandatfordelingen mellem de to partier.
Der skelnes endvidere mellem unioner (USA, Tyskland) og enhedsstater  (Danmark). Unioner skal finde ud af, hvordan magt skal fordeles mellem det føderale niveau (unionen) og enkeltstatsniveauet.

Endelig kan der tales om postmoderne styreformer, som EU ofte omtales som et eksempel på. Den europæiske Union er på trods af navnet ikke en fuldbyrdet union som USA - og det på trods af, at der i visse henseender kan være en mere centraliseret magt på unions-niveau i EU, end der er på unionsniveau i USA.  I EU er der overnational, føderalistisk beslutningstagning på nogle områder. På andre områder er EU mere lig en konføderation, hvor de enkelte enheder (medlemslandene) stadig har vetoret. Udenfor den vestlige verden finder man flere ikke-demokratiske styreformer. I et autokrati (selvstyre) kan det fx. være nogle generaler, der efter et statskup selv overtager magten eller udpeger nogle af "vennerne"til at regere. I et teokrati (Guds-styre) som fx. Iran er det præsteskabet, der med henvisning til "højere magter" i sidste ende bestemmer, hvem der skal regere, og hvilke love der skal gælde.