Konfucianisme

Konfucius var en politisk teoretiker og lærer, der levede 551-479 f.v.t. Han grundlagde konfucianismen, der er en slags politisk og social filosofi, som i de sidste 2500 år har præget kulturen i Kina samt Korea, Japan, Vietnam og andre områder, der har været underlagt eller knyttet til Kina. Konfucianismen lægger stor vægt på menneskelige relationer, sociale strukturer, en dydig opførsel og en høj arbejdsmoral. Særligt vigtig er den gensidige forpligtelse og respekt mellem den socialt højerestående og den laverestående. Dette skaber en hierarkisk struktur kaldet de fem forhold, hvori den højerestående (hersker, fader, mand, ældre broder og ven) har en forpligtelse til at tage sig af den laverestående (undersåt, søn, hustru, yngre broder og yngre ven). Til gengæld skal den laverestående vise respekt over for den højerestående. Udover hierarki og autoritetstro er harmoni et centralt begreb i konfucianismen, og den bliver også opretholdt via de fem forhold – og ved pligten til at kultivere (uddanne) sig.

I nutidens kinesiske samfund bliver vigtigheden af familien og fællesskabet, stræben efter harmoni, vægten på uddannelse osv. først og fremmest opretholdt af konfucianismen, samt af et kollektivistisk livssyn, der ofte bliver bakket op af Kinas Kommunistiske Parti. Mao Zedong, der stod i spidsen for Kina 1949-76, tog afstand fra det traditionelle kinesiske samfund, herunder også konfucianismen. Men fra 1978 blev denne gradvist rehabiliteret, og den nye interesse for Konfucius var politisk nyttig for de autoritære ledere i Beijing, Singapore og Seoul med sine traditionelle værdier: stabilitet, disciplin og samfundsorden, i modsætning til Vestens dyrkelse af det enkelte individ og dets frihedsrettigheder. Da de autoritære politiske systemer i tre ud af de fire såkaldte ”tigerøkonomier”: Sydkorea, Taiwan og Singapore (Hongkong er den fjerde) samtidig kunne udvise imponerende økonomiske vækstrater, fremhævede Kinas leder Deng Xiaoping i 1992, da han lancerede den ”socialistiske markedsøkonomi”, Singapores statsminister Lee Kuan Yew som et forbillede for Kina.

Uddannelsessystemet i Kina er et af de områder, der stadig er stærkt præget af konfucianismen. Man har fx nogle traditionelle undervisningsformer, hvor småbørn mekanisk gentager og lærer klassiske kinesiske tekster udenad. Gymnasieelever i Kina har også en meget striks skolegang, hvor det drejer sig om at dygtiggøre sig fagligt og om at være den bedste. Elevernes adfærd bliver fra morgen til aften dikteret af lærerne, og de har kun fri om søndagen mellem kl. 12-18, hvor deres forældre må besøge dem. Til gengæld klarer kinesiske elever sig fremragende i de såkaldte PISA-undersøgelser af skoleelevers færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab, som OECD foretager hvert tredje år. I 2009 deltog knap en halv million elever fra 65 nationer i testene. Shanghai (i Kina) løb med førstepladsen inden for alle tre fag, mens Danmark blev nr. 19 i matematik, nr. 24 i læsning og nr. 26 i naturvidenskab.