Åbn undermenuer...

Lighed

Ligesom der er klare ideologiske forskelle i opfattelsen af årsagerne til social ulighed, er der også forskelle mht. hvilken form for lighed, man bør tilstræbe i et samfund. Man kan fx have som målsætning at skabe lige muligheder – livschancer – for personer med samme evner, og så er det op til de enkelte individer at udnytte disse muligheder. En anden målsætning kunne være at tilstræbe resultatlighed, dvs. at alle borgere opnår samme velbefindende eller velfærd.

 Uddybende forklaring

Ligesom der er klare ideologiske forskelle i opfattelsen af årsagerne til social ulighed, er der også forskelle mht. hvilken form for lighed, man bør tilstræbe i et samfund. Man skelner således mellem tre lighedsbegreber: formel lighed, chancelighed og resultatlighed.

Formel lighed betyder, at ingen personer alene pga. deres køn, race, socialgruppe osv. nægtes adgang til uddannelse, job, bolig, politisk deltagelse mv. Eksempelvis har vi i Danmark fri adgang til universitetsuddannelserne, dog under forudsætning af, at man opfylder karakterkravene.

Chancelighed indebærer, at man ønsker at skabe lige muligheder og livschancer for alle borgere i et samfund, uanset den socialgruppe eller sociale klasse individerne er født ind i. Dette lighedsbegreb knytter sig til den liberale ideologi (”alle mennesker er født frie og lige”). Der skal altså være lige muligheder for folk med samme evner, og så er det op til de enkelte individer at udnytte disse muligheder.

Resultatlighed betyder, at man ønsker, at alle borgere i et samfund opnår samme velbefindende eller velfærd. En sådan målsætning indebærer, at man nødvendigvis må lave en større omfordeling i samfundet fra individer med stor økonomisk, kulturel og social kapital til borgere med mindre kapitalmængder. Resultatlighed knytter sig derfor til den socialistiske ideologi.

Som et billede på de tre begreber kan vi tage 100 meter-løb ved et atletikstævne. Formel lighed er udtryk for, at ingen må nægtes adgang til at deltage i løbet (forudsat, at man har klaret kvalifikationstiden). Chancelighed betyder, at alle deltagerne starter på samme tid ved startstregen, og så er det op til den enkelte at udnytte sine løberevner bedst muligt. Resultatlighed indebærer derimod, at løberne starter forskudt af hinanden, så løberen med den svageste forhåndstid starter nærmest målstregen.

 

 

Læs videre