Ifølge samfundsforskeren Johannes Andersen er der især to krav, man skal leve op til for at kunne begå sig i det senmoderne netværkssamfund: man skal kunne bruge sproget refleksivt, og man skal kunne bevæge sig hurtigt rundt i samfundets netværk. Man skal med andre ord kunne udtrykke sig sprogligt nuanceret om komplekse og abstrakte forhold, og man skal være fleksibel og mobil. De individer, der ikke har disse evner og færdigheder, bliver mere eller mindre marginaliserede i samfundet. Andersen opstiller fire individtyper ud fra kombinationer af de to nævnte krav: ”projektmagerne”, ”nørderne”, ”tilskuerne” samt ”stammekrigerne og de usynlige”.
”Nørderne” har evnen til at indgå i et netværk og dermed indtage en vigtig position. De har evnen til at dykke dybt ned i en given problemstilling, fx inden for computerverdenen, hvor de med deres indsigt og opfindsomhed er en vigtig kilde til ny produktivitet, og det kan projektmagerne bruge. Derimod har de ikke noget ønske om at orientere sig ret meget i forhold til samfundet som helhed, og de har derfor begrænsninger mht. de sproglige kompetencer.
