Normalitet

Begrebet normalitet varierer fra kultur til kultur og skifter indhold over tiden. I den vestlige kultur kan man opdele normalitetsopfattelsen i mindst tre faser:

1. Den ontologiske opfattelse: Det patologiske (dvs. det sygelige/afvigende) står i direkte modsætning til det normale. I denne fase betragtes de afvigende som farlige, og derfor kriminaliserer man dem og spærrer dem inde. Samfundsteoretikeren Michel Foucault beskriver fx, hvordan de gale blev spærret inde i asyler og senere psykiatriske hospitaler.
2. Den positivistiske opfattelse: Det patologiske er en afvigelse fra det normale. I denne fase bliver det afvigende gjort til genstand for normalisering, eller ’selv-normalisering’, som vi fx har set det i de senere år mht. de homoseksuelles ønsker om at kunne indgå ’normale’ ægteskaber.
3. Den evolutionære opfattelse: Det patologiske er her en del af det normale. Det afvigende opløses mere eller mindre og fremstår som en interessant variation eller ligefrem en form for innovation.

De første faser i denne udvikling kan man fx tydeligt se i kvindernes og de sortes historie, men disses historier understreger samtidig, hvordan udviklingen kan være drevet frem af politiske og sociale bevægelser, og hvordan udviklingen kan være præget af modsatrettede tendenser.