Hos den franske sociolog Pierre Bourdieu er et centralt begreb kapitaler, dvs. de ressourcer og egenskaber, som den enkelte er i besiddelse af. Her opererer han med fire former: økonomisk, social, kulturel og symbolsk kapital. Økonomisk kapital drejer sig om indkomster og pengeressourcer (fx kontant opsparing, værdipapirer og ejendomme). Økonomisk kapital er den mest materielle og synlige af de fire kapitalformer.