Når samfundsmedlemmerne rangordnes og placeres i ”lag” over hinanden, alt efter hvilken magt, ejendom eller prestige de råder over, taler vi om opdeling i sociale lag. Alle grupper, organisationer eller samfund er lagdelte ud fra et eller flere kendetegn. Lagdelingen kan beskrives ud fra forskellige synsvinkler.
Socialforskningsinstituttet arbejder således med 5 sociale lag (socialgruppe 1-5), når det undersøger forskelle i levevilkår i Danmark. Placeringen i socialgrupperne er afhængig af en persons uddannelse, antal underordnede og erhvervsmæssige placering. En anden lagdeling er opdelingen i sociale klasser, hvor man ofte tager udgangspunkt i Karl Marx' klasseteori, hvor klasser defineres efter deres besiddelse/ikke-besiddelse af produktionsmidler.