Ifølge samfundsforskeren Johannes Andersen er der især to krav, man skal leve op til for at kunne begå sig i det senmoderne netværkssamfund: man skal kunne bruge sproget refleksivt, og man skal kunne bevæge sig hurtigt rundt i samfundets netværk. Man skal med andre ord kunne udtrykke sig sprogligt nuanceret om komplekse og abstrakte forhold, og man skal være fleksibel og mobil. De individer, der ikke har disse evner og færdigheder, bliver mere eller mindre marginaliserede i samfundet. Andersen opstiller fire individtyper ud fra kombinationer af de to nævnte krav: ”projektmagerne”, ”nørderne”, ”tilskuerne” samt ”stammekrigerne og de usynlige”.
”Tilskuerne” formår i stor grad at indgå i samfundets sproglige sammenhænge, men har til gengæld problemer med at følge med i samfundets hurtige tempo og krav om mobilitet. Til gengæld forstår de at vurdere kvalitet, når de møder den, og derfor er denne gruppe vigtig for projektmagerne.
