Eriksons udviklingsteori

Den amerikanske psykolog Erik Erikson (1902-94) har med sin udviklingsteori bidraget til forståelse af socialiseringsprocessen. Vores identitet konstrueres ved, at vi i en livslang proces gennemløber forskellige faser i vores psykologiske og biologiske udvikling i tæt samspil med omgivelserne. Hver fase er kendetegnet af en krise, som individet skal søge at takle for at komme videre i sin udvikling. Kriserne handler om en række modsatrettede følelser og problemstillinger omkring oplevelse af basal tillid over for basal mistillid til omgivelserne, autonomi over for skam og tvivl, initiativ over for skyldfølelse, kunnen over for mindreværd, oplevelse af en fast identitet over for identitetsforvirring samt nærhed og afstand i forhold til andre personer. Hvis den enkelte krise gennemleves positivt, kan man gå videre til næste fases udviklingskrise. Hvis udfaldet derimod er negativt, fastlåses man i fasens problemstillinger og vil måske senere i sit liv have tilbøjelighed til at vende tilbage til denne fases temaer, f.eks. mindreværd eller skyldfølelse. En vellykket gennemlevelse af de enkelte faser, der sker i et kompliceret samspil med omgivelserne, indebærer en gradvis erkendelse og accept af individuelle muligheder og begrænsninger samt en tilpasning til det samfundsmæssigt mulige og acceptable.

Erikson arbejder i sin socialiseringsteori med følgende otte faser:

• Fase 1, 0-1 år: Grundlæggende tillid eller mistillid. Her støbes det helt grundlæggende fundament for den velfungerende jeg-identitet. Hvis et barn oplever, at voksne dækker dets behov og giver omsorg, vil det udvikle en grundlæggende tillid til andre mennesker. Omvendt vil et barn, der vokser op med voksne, som ikke klarer denne opgave, få vanskeligt ved at stole på andre mennesker, også senere i livet.
• Fase 2, 1-3 år: Selvstændighed eller tvivl. I denne fase etableres en begyndende form for autonomi, hvor forståelsen ”vil selv” i stigende grad skabes. Barnet har nu lært sig en række nye færdigheder, og det er vigtigt, at barnet får afprøvet sin vilje og får opgaver, som det mestrer. Når barnet får positive reaktioner fra de voksne, udvikler det tryghed i forhold til egen vilje og evner. Hvis det modsat får megen kritik eller ikke kan klare udfordringerne, kan det fremover blive usikkert og tvivle på egne evner. Det kan igen resultere i en meget dominerende adfærd eller til mindreværdsfølelse og måske selvudslettende adfærd.
• Fase 3, 3-7 år: Initiativ eller skyldfølelse. I denne periode er barnet videbegærligt og vil gerne prøve nye opgaver. Barnet bliver mere og mere bevidst om sig selv som et selvstændigt individ. Her er det vigtigt, at barnet gennem leg og aktivitet får lov til at afprøve ”skæve” sider af sig selv. De voksne sætter grænser og lærer barnet, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis barnet ofte bliver irettesat, kan det udvikle skyldfølelse og passivitet. Udviklingen af kønsidentitet er også en central del af denne fase.
• Fase 4, 7-12 år: Arbejdsevne/kunnen eller mindreværd. I denne fase begynder barnet at gå i skole, og det bliver vigtigere at få venner. Barnet vil i stadigt højere grad sammenligne sig med andre børn og søge anerkendelse og positive reaktioner for at kunne tro på egne evner. Reaktionerne er afgørende for, om barnet oplever sig selv som dygtig og kompetent, eller at det får en følelse af ikke at slå til.
• Fase 5, 12-20 år: Identitet eller rolleforvirring. Denne periode er centreret om udviklingen af en sund og moden identitetsfornemmelse. Dette er en fase med store udfordringer for individet, bl.a. fordi den unge skal løsrive sig fra forældrenes indflydelse og søge kammeratskabsgrupper. Den unge skal finde ud af, hvad han/hun selv står for, samt lære at afbalancere individuelle behov over for kollektivets. Hvis omgivelserne stiller krav og har forventninger, som ikke stemmer overens med udviklingsniveauet og den unges selv-billede, kan det føre til rollekonflikter og identitetsproblemer.
• Fase 6, 20-30 år: Intimitet eller isolation. I denne første voksenfase møder man udfordringer, som takles ud fra, hvordan man har haft det tidligere i livet. Har man tryghed knyttet til sin egen person og i forhold til personerne omkring sig, vil man kunne give og modtage nærhed og kærlighed. Hvis man omvendt frygter nærhed, kan man ende med at isolere sig, hvilket igen kan føre til psykiske problemer.
• Fase 7, 30-50 år: Udvikling eller stagnation. Voksne mennesker har behov for at være til nytte for nogen, fx over for en partner, børn, på jobbet osv. Hvis mennesket oplever, at det er til nytte, føler det, at det er i udvikling – det modsatte kan være en følelse af stagnation, fx når børnene flytter hjemmefra, hvis man mister sit job osv.
• Fase 8, 50 år: Integritet eller fortvivlelse. Integritet betyder, at der gennem ens liv har været sammenhæng mellem værdier, handlinger og resultater – så kan man acceptere, at livet blev, som det netop blev, og den ældre kan opleve en god og rolig alderdom. Modsat kan følelsen af, at livet smuttede fra én, føre til fortvivlelse og angst.