Socialisation

Begrebet dækker den proces, hvorunder børn og unge tilegner sig (internaliserer) samfundsmæssige færdigheder, normer og værdier, som dermed gør dem egnede til at leve i det omgivende samfund. I forbindelse med denne proces, hvoraf den vigtigste del sker i den tidlige barndom, dannes individets personlighed eller identitet. En vellykket socialiseringsproces sikrer individets integration i samfundet, og det mødes med positive sanktioner i form af accept og anerkendelse; en problemfyldt socialiseringsproces kan omvendt føre til, at individet udsættes for  negative sanktioner i form af straf, marginalisering og eksklusion.

Socialiseringsprocessen foregår i forskellige arenaer: I familien foregår den primære socialisation opdragelsen. I  børneinstitutioner og skole sker den sekundære socialisation. Gennem påvirkning fra lærere, pædagoger og ikke mindst kammerater optager man en lang række normer og regler.

I vores senmoderne tid, hvor mange børn pga. skilsmisser bor på skift hos far og mor (og deres nye familier) bliver den primære socialisering mindre entydig for  børnene. Ligeledes kan man sige, at den primære og den sekundære socialisering smelter sammen, fordi mange børn bruger næsten lige så megen tid i institutioner som i familien. Man taler om, at der sker en dobbeltsocialisering.

Dertil kommer den tertiære socialisering, som sker gennem medier og ikke mindst reklamer. Herigennem foregår der en meget stærk påvirkning mht. holdninger, adfærd, mode mv. En central del af socialiseringsprocessen er kønssocialiseringen. Den handler om, at individet herigennem får formet sin kønsidentitet og indlært sin kønsrolle.

Tilegnelse af adfærd og normer, der gør individet egnet til at klare sig i samfundet, bygger i høj grad på barnets møde med positive og negative sanktioner. Det vil søge at indrette sin adfærd efter, hvad det oplever, at omgivelserne forventer, for at undgå straf og modtage belønning i form af anerkendelse og accept. Ud over sanktioner er imitation af og identifikation med rollemodeller centrale byggesten i socialiseringsprocessen.

Den amerikanske socialpsykolog George Herbert Mead (1863-1931) har ydet væsentlige bidrag til forståelse af, hvordan barnet gennem kommunikation med important others i dets omgivelser, iagttagelse af disses reaktioner og overtagelse af disses roller såkaldt role-taking -  skaber en  selvidentitet  (I). Siden skabes en  social identitet (me) ved at barnet frigør sig fra de nære omgivelsers konkrete reaktioner og tilpasser sin adfærd efter forventede reaktioner fra omgivelsernes side . De vigtige personer i barnets omgivelser er blevet erstattet af generaliserede andre, som repræsenterer samfundets og det sociale miljøs holdninger, vurderinger og forventninger til acceptabel og ønskværdig adfærd.

Den amerikanske psykolog Erik Eriksson (1902-94) har med sin udviklingsteori ligeledes bidraget til forståelse af socialiseringsprocessen. Eriksson inddeler livet i faser, som individet skal igennem for at gennemløbe en vellykket socialiseringsproces. Hver fase er kendetegnet af en krise, som individet skal søge at takle for at komme videre i sin udvikling.  Kriserne handler om en række modsatrettede følelser og problemstillinger omkring oplevelse af basal tillid over for basal mistillid til omgivelserne, autonomi over for skam og tvivl, initiativ over for skyldfølelse, kunnen over for mindreværd, oplevelse af en fast identitet over for identitetsforvirring samt nærhed og afstand i forhold til andre personer. Hvis den enkelte krise gennemleves positivt, kan man gå videre til næste fases udviklingskrise. Hvis udfaldet derimod er negativt, fastlåses man i fasens problemstillinger og vil måske senere i sit liv have tilbøjelighed til at vende tilbage til denne fases temaer, f.eks. mindreværd eller skyldfølelse. En vellykket gennemlevelse af de enkelte faser, der sker i et kompliceret samspil med  omgivelserne, indebærer en gradvis erkendelse og accept af individuelle muligheder og begrænsninger samt en tilpasning til det samfundsmæssigt mulige og acceptable.

Ud fra de teorier, der er refereret ovenfor, fremgår det, at socialiseringsprocessen er skrøbelig, og at meget kan gå galt. De fleste børn og unge er heldigvis robuste og bearbejder og kompenserer for eventuelle nederlag og svigt i forbindelse med processer. Men andre, der har været udsat for massive omsorgssvigt i deres opvækst, kan blive bærere af en tung negativ social arv som kan betyde, at der er en række risikofaktorer for det videre livsforløb i form af kriminalitet, alkohol- og stofmisbrug.