Identitet

Identitetsbegrebet dækker både over 1) personlig identitet og 2) social identitet. Begrebet personlig identitet henviser til personens subjektive opfattelse af sig selv, mens den sociale identitet refererer til omgivelsernes opfattelse af personen. Dog er det sådan, at det enkelte individ tager omgivelsernes opfattelse til sig, således at den personlige identitet farves af omgivelsernes opfattelse. Margaret H. Mead (1901-1978) betegner dette som henholdsvis I and me, hvor barnet i socialiseringsprocessen gradvis internaliserer den generaliserede andens  syn på sig selv, og dermed bliver et me. Den tysk/amerikanske socialpsykolog Erik Eriksson (1902-1994) bygger i sin socialisationsteori videre på denne tankegang. Vores identitet konstrueres ved, at vi i en livslang proces gennemløber forskellige faser i vores psykologiske og biologiske udvikling i tæt samspil med omgivelserne.  Den måde, omgivelserne reagerer på vores adfærd eller den måde, vi fortolker reaktionerne på bliver afgørende for identitetsdannelsen. Erikssons faseteori minder noget om Sigmund Freuds (1856-1939), men hvor de psykoseksuelle processer i de første 7 leveår for denne var helt afgørende og bestemmende for identitetsdannelsen,opfattede Eriksson identitetsdannelsen som en langt mere dynamisk og livslang proces.

Der er hos Mead og Eriksson tale om et opgør med en mere traditionel essensialistisk opfattelse af, at vi er født med en bestemt identitet, som er fast og stabil.

En senmodernitetsteoretiker som Anthony Giddens (f. 1938)  går endnu videre væk fra forestillingen om et stabilt jeg, idet tidens  hastige samfundsmæssige forandringsprocesser og individets løsriven fra faste rammer og traditioner skaber et flydende og fragmenteret jeg. Identiteten opfatter han som en proces, hvor denne formes, omformes og genformes; eller et projekt, som for individet handler om at holde en sammenhængende biografisk fortælling gående under de mange omskiftelser, som livet i det senmoderne samfund byder på, og de mange valg, der skal træffes. Under denne proces spiller refleksiviteten en central rolle. Det er gennem denne, vi skaber vores fortælling om os selv vores selvidentitet idet  alle de sociale og psykologiske informationer, vi modtager om uendeligt mange mulige måder at leve på, organiseres ved hjælp af refleksive processer. Livsstil er her centralt for Giddens selvidentitetsbegreb. Han opfatter livsstil som rutiner mht. fx tøjvaner, spisevaner, handlemåder eller holdninger; og disse rutiner er for det enkelte menneske refleksivt åbne for omvalg og nye valg alt sammen valg, som i sidste instans handler om, hvem vi vil være.

Giddens' kobling af begreberne livsstil og selvidentitet minder til en vis grad om den franske sociolog Pierre Bourdieus (1930-2002) habitusbegreb. Habitus er et system af varige og foranderlige dispositioner, som dannes ud fra de erfaringer, individet har fået igennem sit liv. Oplevelser og tidligere erfaringer vejer tungt mht., hvorledes individet oplever sig selv og sin omverden. Disse dispositioner fungerer som ramme for den måde, hvorpå den enkelte oplever, tænker og handler. Samlet kommer dette til udtryk gennem individets  opfattelses- og handlingsmønstre i forskellige situationer og har betydning for dettes  smag mht mad, musik, sport, politiske partier og for vurderinger af, hvad der er rigtigt og forkert. Individet vil være tilbøjelig til lede efter sammenhænge og situationer, der kan bekræfte denne smag og undgå situationer der kan modsige eller udfordre denne. Derved sikres til vis grad en stabil identitet.