Åbn undermenuer...

Restgruppe

Begrebet restgruppe omfatter personer, der ti år efter afgangen fra grundskolen ikke er begyndt på en uddannelse, har afbrudt en uddannelse uden at begynde på en ny, eller kun har fuldført en forberedende uddannelse, et erhvervsfagligt grundforløb eller en almengymnasial uddannelse. Restgruppen er altså betegnelsen for den del af befolkningen, hvis formelle kompetencer højst giver mulighed for ikke-faglært arbejde.

Størstedelen af restgruppen udgøres af unge mænd, som er faldet fra i en erhvervsuddannelse, herunder især unge med anden etnisk baggrund end dansk. Gennem de senere år har der været stort politisk fokus på at nedbringe restgruppen, men andelen ligger stadig langt over de mål, man har sat sig. I 2012 var således knap en femtedel af en ungdomsårgang ikke kommet videre i en ungdomsuddannelse.

Restgruppens mulighed for at få og bevare fodfæste på arbejdsmarkedet er i krisetider meget usikker, ligesom en stor restgruppe medvirker til en svækket dansk konkurrenceevne.

 

 

Læs videre