Ifølge samfundsforskeren Johannes Andersen er der især to krav, man skal leve op til for at kunne begå sig i det senmoderne netværkssamfund: man skal kunne bruge sproget refleksivt, og man skal kunne bevæge sig hurtigt rundt i samfundets netværk. Man skal med andre ord kunne udtrykke sig sprogligt nuanceret om komplekse og abstrakte forhold, og man skal være fleksibel og mobil. De individer, der ikke har disse evner og færdigheder, bliver mere eller mindre marginaliserede i samfundet. Andersen opstiller fire individtyper ud fra kombinationer af de to nævnte krav: ”projektmagerne”, ”nørderne”, ”tilskuerne” samt ”stammekrigerne og de usynlige”.
Mens de tre første grupper normalt klarer sig godt i samfundet, bl.a. fordi de gensidigt har brug for hinanden, er ”stammekrigerne og de usynlige” taberne i det senmoderne samfund. De kan hverken begå sig sprogligt eller følge med i samfundets hurtige tempo og krav om mobilitet. En del af dem arbejder som ufaglært arbejdskraft i servicesektoren, mens andre vender samfundet ryggen og søger sammen i grupper, hvor de dyrker bestemte værdier. I mere ekstreme tilfælde kan de etablere en stamme, fx som gadebande, rockere, fodboldsupportere eller folk med fast ophold på et stamværtshus. Hvis et samfund har mange marginaliserede/stammekrigere, kan det få vanskeligt ved at opretholde det sociale og politiske fællesskab.
