Ordet opinion betyder mening. Ordene offentlig opinion kan ligeledes oversættes til den offentlige mening. Den offentlige opinion dannes ofte på næsten uforklarlig vis. Hvem kan bestemme, at visse sager popper op på en bestemt måde, og at der danner sig en offentlig mening om dem, hvis vigtighed er indiskutabel?
Det er klart, at mediernes dagsorden for, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt, kan spille en stor rolle for det. Den offentlige mening, der kommer til udtryk i medierne, kaldes for den artikulerede opinion, mens den offentlige opinion blandt menigmænd betegnes som den amorfe opinion. Den sidste undersøges efterhånden meget ofte igennem et væld af opinionsundersøgelser, hvor udsnit af befolkningen på 1000-2000 personer spørges om deres holdning til diverse emner.