Gyldne procent, Den

”Den gyldne procent” er den ene procent af de 25-59-årige danskere, som har de højeste indkomster målt ved disponibel indkomst (altså indkomsten efter overførsler og skat). Denne ”gyldne procent” er meget ujævnt geografisk fordelt. Tre kommuner skiller sig således ud mht. at have de største andele af deres befolkninger i ”den gyldne procent”, nemlig Gentofte (8,1 %), Hørsholm (7,0) og Rudersdal (7,0 %), mens Albertslund, Rødovre, Ishøj, Langeland og Halsnæs kommuner ligger i bunden med hver 0,3 %.

Vi kan altså konstatere, at der er en geografisk betinget indkomstulighed i Danmark. Overklassen og de velstillede danskere lever i højere grad afsondret fra resten af danskerne i Gentofte, Hørsholm og Rudersdal nord for København og Risskov i Århus, mens underklassen bl.a. er bosat på den københavnske vestegn, i ghettoer i de større byer og i Udkantsdanmark (mindre smigrende betegnet som ”den rådne banan”). Man kan tale om en frivillig eksklusion fra overklassens side, da den frivilligt vælger at bo afsondret fra ”resten af Danmark”.

Sammenhængende med de geografisk betingede indkomstuligheder er der også store geografiske forskelle mht. befolkningens uddannelsesniveau - på et kort over uddannelsesniveauet i forskellige geografiske regioner i Danmark kan man således tydeligt spotte ”den rådne banan”. Da mange unge flytter fra yderområderne til de store studiebyer, vil denne uddannelsesmæssige ulighed blive endnu mere udtalt fremover.

Set fra en kritisk synsvinkel kan den geografiske ulighed være med til at svække samfundets sammenhængskraft. Når klasserne ikke mødes i dagligdagen, kan der udvikle sig en snæversynethed og kulturel blindhed, som i sidste ende kan resultere i, at klasserne ikke forstår hinanden. Det er et problem, hvis vi etablerer et segregeret og opdelt samfund, hvor ligegyldigheden over for eller nedvurderingen af andre kommer i højsædet.

Sociologen Anthony Giddens taler i den forbindelse om vigtigheden af at have et inkluderende samfund, hvor alle føler sig som en del af fællesskabet og føler ansvar herfor. Det er Giddens’ pointe, at stor lighed i høj grad er med til at sikre et inkluderende samfund. Han påpeger bl.a., at det at have et arbejde er vigtigt. Arbejde er med til at sikre identitet i det senmoderne samfund, samtidig med at arbejdet er med til at sikre indkomst, fællesskab og velstand for hele samfundet. Hvis man undersøger sammenhængen mellem lykkefølelse og social lighed i alverdens lande, er der også en rimeligt tydelig tendens til, at de mest lige lande har de mest lykkelige befolkninger.