Omfordelingsparadokset

Umiddelbart kunne man forvente, at de lande, der har den største ulighed i markedsindkomster (indkomster ved arbejde og erhvervsaktiviteter), foretager den største omfordeling via den offentlige sektor. Baggrunden for denne hypotese er, at indkomstfordelingen oftest er skæv på den måde, at en mindre gruppe i befolkningen har meget høje indkomster over gennemsnittet, mens flertallet har indkomster under gennemsnittet og dermed ved valg kunne stemme på politikere, der vil sætte ind med en større omfordeling.

Men denne sammenhæng gælder ikke i OECD-landene, viser en undersøgelse fra 2014 af økonomi-professor Torben M. Andersen. Tværtimod er der en svag tendens til, at lande med mindst ulighed i markedsindkomsterne faktisk omfordeler mere end de øvrige lande, se tabellen nedenfor, hvor vi har medtaget de 8 OECD-lande, der har mindst ulighed i markedsindkomster, og de 8, som har højest ulighed. I de nordiske lande er der således en høj grad af omfordeling, selv om uligheden i markedsindkomsterne ikke er så stor som i mange andre lande.

Man kan opstille flere mulige forklaringer på dette omfordelingsparadoks. En forklaring er, at omfordeling via den offentlige sektor forudsætter tillid til, at skatterne faktisk anvendes til de formål, de er tiltænkt. Der er stor forskel på tværs af OECD-landene mht. tilliden til den offentlige sektor – flere lande er fx præget af et relativt højt korruptionsniveau – og hvis tilliden er lav, vil det reducere opbakningen til omfordeling.

En anden forklaring drejer sig om, i hvilket omfang borgerne opfatter deres placering i indkomststrukturen som primært værende afhængig af egen indsats. Hvis mange med en aktuel lav indkomst forventer, at de senere i livet vil få en høj indkomst, vil deres opbakning til omfordeling være mindre.  Denne opfattelse gælder fx i høj grad i USA (jfr. ”Den amerikanske drøm”).