Demokratisk centralisme blev en betegnelse for den organisatoriske opbygning af de kommunistiske partier, der havde tilsluttet sig den kommunistiske Internationale med udspring i Moskva. Lederen af den russiske revolution og det russiske kommunistparti, Vladimir Ilich Lenin (1870 1924) byggede sin revolutionsopfattelse på tankerne om en avantgarde af bevidste og skolede kommunister, som skulle lede revolutionen. Ledelsen skulle finde sted i et parti, hvis organisation og beslutningsmetode bygger på demokratisk centralisme. Det vil sige, at sager diskuteres, og at man tager demokratisk beslutning, men når en beslutning er taget, skal alle følge beslutningen og det, der nu er partilinjen.
Den demokratiske centralisme var medvirkende til, at kommunistpartierne blev meget hierarkisk opbygget med en organisation, som man i dag vil kalde topstyret. Øverst var der et politibureau, et slags forretningsudvalg, som stod for den daglige ledelse. Under dette var Centralkomiteen (stor bestyrelse) med en bredere repræsentation. Og herunder kom de regionale organer. Der sendtes delegerede til en kongres med visse mellemrum.
Det var et privilegium at blive medlem af partiet. Medlemskab skulle følges op af en indskolingsperiode, hvor det nye medlem skulle lære de ideologiske grundprincipper og lære at acceptere den demokratiske centralisme som det bærende organisatoriske princip for partiet.
