RMO-teorier

RMO er en forkortelse for Ressource-mobiliserings- og Opportunitetsteorier, og de bruges til at forklare sociale protestbevægelser. Betegnelsen henviser til fokus på protestbevægelsers mobilisering af ressourcer, hvor ressourcer skal forstås bredt som medlemmer, knowhow, værdifulde kontakter, penge, adgang til medier, indre og ydre støtte fra magtfulde grupper osv. Og at de interesserer sig for de muligheder, som en politisk-økonomisk situation rummer (opportunities) mht. formulering af krav og at trænge igennem til magthaverne.

RMO-teorierne opfatter aktørerne som rationelle individer, der har politiske mål og handler i en politisk sammenhæng. Med dette udgangspunkt analyserer teorierne så bl.a. protestbevægelsers mål og gennemslagskraft, og hvad der henholdsvis støtter og begrænser spredningen af protester: mulighedsstrukturerne. Her er yderpunkterne henholdsvis demokratiet og diktaturstaten. I et demokrati er der pga. ytrings- og forsamlingsfriheden på den ene side vide muligheder for protestbevægelser, men på den anden side står der en række andre muligheder åbne for at få adgang til beslutningstagerne og blive hørt. I et diktatur er adgangen til beslutningstagerne derimod blokeret, og det giver grobund for protestbevægelser, men mulighederne for at blive hørt er stærkt begrænsede, fordi selv begrænset kritik bliver mødt med skrappe repressalier.

Ressourcemobiliseringen sker inden for rammerne af konkrete mulighedsstrukturer, dvs. et bestemt politisk klima, som fx kan være skabt af et svækket politisk styre, hvilket giver øgede muligheder for at påvirke magthaverne. Handlingslammelse hos magthaverne mht. at undertrykke protesterne kan give gunstige vilkår for at skabe alliancer med magtfulde grupperinger i samfundet. Sådanne faktorer var fx til stede under Det Arabiske Forår i 2011 og kan være med til at forklare den succes, som protestbevægelserne her havde – i hvert fald i første omgang.