Åbn undermenuer...

Fattigdom

Opfattelsen af mål for, hvornår man er fattig, har ændret sig over tid og varierer fra kultur til kultur. Man opererer derfor med forskellige fattigdomsbegreber. Absolut fattigdom handler om mangel på de mest basale fornødenheder som mad, bolig og tøj på kroppen. Der er her tale om en livstruende fattigdom.
FN har fastsat fattigdomsgrænsen til, at man er absolut fattig, hvis man har under 1,25 dollar at leve for om dagen (omregnet til købekraft i USA).

Fattigdom opgøres også som relativ fattigdom. Her vurderes en persons levevilkår ud fra de sociale og kulturelle normer og forhold, der hersker i det samfund, man lever i. Dvs. at man er relativt fattig, hvis man mangler ressourcer til at leve det liv, som flertallet lever i samfundet.

 Uddybende forklaring

Opfattelsen af mål for, hvornår man er fattig, har ændret sig over tid og varierer fra kultur til kultur. Man opererer derfor med forskellige fattigdomsbegreber. Absolut fattigdom handler om mangel på de mest basale fornødenheder som mad, bolig og tøj på kroppen. Der er her tale om en livstruende fattigdom.

Det er vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt pålideligt statistisk materiale til at give et præcist billede af omfanget af denne type fattigdom i verden, men Verdensbanken anslår, at omkring 1 mia. mennesker lever i absolut fattigdom, især i Asien og Afrika. Også i andre dele af verden, inkl. den vestlige verden, lever mennesker i grader af absolut fattigdom, men forskellige måder at opgøre denne på gør det vanskeligt at fastslå omfanget heraf. FN har fastsat fattigdomsgrænsen til, at man er absolut fattig, hvis man har under 1,25 dollar at leve for om dagen (omregnet til købekraft i USA).

Fattigdom opgøres også som relativ fattigdom. Her vurderes en persons levevilkår ud fra de sociale og kulturelle normer og forhold, der hersker i det samfund, man lever i. Dvs. at man er relativt fattig, hvis man mangler ressourcer til at leve det liv, som flertallet lever i samfundet. Begrebet relativ fattigdom lægger op til stor vilkårlighed mht. at fastslå fattigdommens omfang, og derfor opgøres fattigdom undertiden også som den procentdel af befolkningen, der har indkomster på under halvdelen af medianindkomsten, selv om denne opgørelsesmetode jo i sig selv kun siger noget om uligheden i et samfund. OECD opgør fattigdom ud fra denne 50 %-grænse, mens EU sætter grænsen til 60% af medianindkomsten. Af andre opgørelsesmetoder kan nævnes indberetninger om hjælpsøgende fra herberger, Frelsens hær, Kirkens Korshær m.fl. For Danmarks vedkommende anslår man, at ca. 10 % af befolkningen lever i relativ fattigdom, og ca. 3 % i absolut fattigdom. Det er især unge studerende, nytilkomne indvandrere og enlige mødre, der kan betegnes som fattige efter danske normer.

Behovet for og ønskeligheden af at fastsætte en officiel fattigdomsgrænse i Danmark diskuteres løbende. Især de borgerlige partier er modstandere af en fattigdomsgrænse baseret på økonomiske kriterier, idet de frygter, at der hermed udløses en automatik i forhold til hvem og ud fra hvilke kriterier, der skal tildeles støtte fra det offentlige. De foretrækker at se på det enkelte individs totale livssituation og personlige prioriteringer mht. forbrug, boligforhold mv.

Figurer

Læs videre