Boligpolitik kan ses som et resultat af urbaniseringen og velfærdsstaten. Der skal udvikles politik, der tager stilling til betingelserne for nybyggeri og indkvartering/husning af mange mennesker i de store byer.
I velfærdsstaten kan boligpolitikkens mål være at sikre en vis forsyning af boliger til mindrebemidlede. Der vil da indgå offentlig subsidiering (boligstøtte) til nedbringelse af huslejen. I Danmark har man således haft en almennyttig boligsektor (socialt boligbyggeri) siden begyndelsen af det 20. århundrede.
Boligpolitik omfatter også den private boligsektor. Det drejer sig dels om privat udlejningsbyggeri, hvor boligpolitikkens mål har været at sikre en husleje, mindrebemidlede kunne betale. Midlet hertil har været huslejeregulering, hvorved der fastsættes maksimalpriser på lejeboligerne. For at sikre en tilgang af nyt privat udlejningsbyggeri har man i de senere år liberaliseret lejeloven, så der er blevet større muligheder for at fastsætte husleje efter mere markedsmæssige kriterier. I den såkaldte omkostningsbestemte husleje indgår et afkast til husejeren (forrentning af den investerede kapital med et maksimumsbeløb) og muligheder for friere fastsættelse af husleje ved nyindflytning og efter modernisering af lejeboligen.
Når det gælder parcelhuse og ejerlejligheder, går boligpolitikken ud på at regulere skattepolitikken mht. ejendomsværdibeskatning og at regulere lånemarkedet (realkreditlån m.m.).
