En forfatning er den legale (retlige) ramme om et lands politiske institutioner, herunder for regler om den overordnede politiske beslutningstagning, fx lovgivningsprocessen.
Forfatninger opremser også ofte et sæt af grundrettigheder for borgerne. Det være sig de borgerlige rettigheder som ytringsfrihed, møde- og forsamlingsfrihed, frihed til religionsudøvelse, stemmeret og boligens ukrænkelighed. Hertil kan komme menneskerettigheder, som de fx er defineret i FNs menneskerettighedserklæring fra 1948 eller den europæiske konvention om menneskerettigheder. Det kan være rettigheder som frihed fra diskrimination som følge af hudfarve, ret til et arbejde (økonomiske menneskerettigheder), ret til kønslig ligestilling og seksuel orientering mv. Den danske grundlov er af lidt ældre dato og opererer måske derfor næsten kun med borgerlige frihedsrettigheder. Grl. § 75 indeholder dog en ret til arbejde og i modsat fald en ret til forsørgelse fra det offentlige.
En forfatning kan fastslå, at der fx er en tredeling af magten mellem de øverste magtinstanser: Den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Hensigten er bl.a. at forhindre en magtkoncentration hos én magt.
Forfatningen står som regel over lovene og foreskriver oftest, hvordan love bliver til i parlamentet. Som følge af denne status som øverste lov står forfatningen over dag-til-dag politik og politikere, og den vil ofte have bestemmelser om, at det er vanskeligt at ændre forfatningen. I nogle lande, herunder også Danmark, skal forfatningsændringer stadfæstes ved folkeafstemning. Hermed er princippet om, at den politiske magt har sit grundlag i det suveræne folk, bekræftet.
