Betegnelsen for den raceadskillelsespolitik og den styreform, som det hvide minoritetsstyre i Sydafrika udviklede gennem 1900-tallet på bekostning af landets sorte flertal. Styret blev gennem årtier bekæmpet indefra af en række politiske organisationer, hvor ANC var den vigtigste, og mere halvhjertet udefra af økonomiske sanktioner under FN's ledelse. Systemet blev afviklet først i 1990erne, og med valget i 1994 fik Sydafrika almindeligt flertalsstyre.