COP15

København blev centrum for det internationale diplomati i december 2009. FNs klimakonference COP15 blev afholdt i København. Meningen med denne konference, som altså var nr 15 i en lang række af internationale klimamøder, var, at man skulle lave en afløser for Kyoto-aftalen fra 1998, der havde fastsat  bindende mål for reduktion af en række landes udledning af CO2. Kyoto-aftalen udløb i 2012, og der skulle laves en afløser i god tid inden. Det var også vigtigt at få USA med om bord. USA var ikke med i Kyoto-aftalen.

Allerede inden Københavnsmødet så man, at det ville blive vanskeligt at nå en juridisk bindende aftale. Derfor var mange, herunder også det danske formandskab for konferencen, enige om, at man måtte lave en politisk bindende aftale i første omgang.

Det endte med en aftale, man kaldte The Copenhagen Accord (Københavns-erklæringen/enigheden). Der var ikke nogen endelig afstemning om den blandt de 193 lande, der deltog, men den blev taget til efterretning.

Det er utroligt så forskellige vurderinger, der er af Københavnserklæringen. Det sete afhang i høj grad af øjnene, der så. Grønne NGO'er var skarpe i deres fordømmelse af aftalen. De ville gerne have noget betydelig mere vidtgående og betydelig mere forpligtende. Og rigtigt er det da også, at man med aftalen risikerer ikke at holde sig på max. 2 graders global temperaturstigning i 2050, som man ellers havde sat sig som mål, men meget vel kan ende på 3 grader med - efter mange klimaforskeres mening -  katastrofale konsekvenser.

New York Times skrev på lederplads positivt om aftalen i København. Man var glade for "endelig at have fået en præsident, der tager klimaproblemerne alvorligt". Det var da også delvist i kraft af et aktivt mødediplomati, at det lykkedes den amerikanske præsident Barack Obama, sammen med nogle andre toneangivende lande, at få hevet noget, der lignede en aftale i land:

"Det, der er opnået i København, er ikke trivielt, når man tager sagens kompleksitet og forskellene mellem rige og fattige lande i betragtning. Præsident Obama fortjener en stor del af æren for det. Han ankom i det øjeblik, forhandlingerne var ved at kollapse, brugte 13 timer i non-stop forhandlinger og spillede hardball med kineserne. Da tiden var ved at løbe ud - fik han med hjælp fra Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika en aftale igennem, som alle, bortset fra en håndfuld lande, de 193 lande accepterede". (New York Times).

"Accepterede". Ja, men nok en stiltiende form for accept. Den blev taget "til efterretning" i mødelederens opsummering. Udover prisningen af deres præsidents bedrifter hæfter avisen sig ved det "dramatiske tilbud om 100 mia $ i hjælp fra de industrialiserede lande til de fattigere lande til at hjælpe dem til mindre forurenende energikilder og til at hjælpe dem i kampen mod tørke og andre påførte klimakatastrofer".

Det er korrekt, at dette beløb (fra 2020) ikke er uden betydning - hvis pengene i øvrigt kommer til udbetaling. Man skal lægge mærke til aftalens ordlyd og de juridiske smuthuller, der ligger i den. For det første defineres en kontekst, inden for hvilken pengene kan komme til udbetaling. For det andet nævnes adskillige finansieringskilder, hvoraf de private formentlig forbindes med CO2-kvotesystemet og off-setting, hvad der giver de vestlige multinationale selskaber fortsatte muligheder for teknologisk og investeringsmæssig dominans i de fattige lande.

Landene bestemmer selv, hvilke reduktionsmål de vil lægge ind. Hermed er aftalen svagere end Kyoto-protokollen, hvor reduktionsmål angivet i protokollen var bindende for landene. Hvordan gik det til, at man fik en sådan klimaaftale?

Svaret ligger nok i, at de to supermagter USA og Kina - på trods af en masse teatertorden og trakasserier - har været enige m.h.t., at en forpligtende klimaaftale ikke er i disse tos interesse. De udleder tilsammen over 40 pct af de globale udledninger af CO2. De har ikke ønsket at gå glip af mulig økonomisk vækst p.g.a. skrappe miljøreguleringer. Det har været realpolitik, der har været ført.

Man kan også være mere venlig over for aftalen og se den som et udslag af Global Politik som "det muliges kunst". Det er svært for 193 nationer at blive enige om en forpligtende klimaaftale. Enhver begyndelse er - ja , netop en begyndelse og må respekteres som sådan. Og København kan måske ses som en begyndelse i højere grad end Kyoto, fordi alle har i det mindste taget aftalen ad notam. Ugebladet The Economist skrev:

"FN's klimaproces har i mere end et årti været forhekset af en todelt splittelse mellem udviklede lande og udviklingslande. Under Kyoto-protokollen var det kun udviklede lande, der forpligtede sig til at beskære emissioner; udviklingslande kom ikke med sådanne løfter. Det var hovedgrunden til, at Kyoto led nederlag, fordi USA ikke ville acceptere en traktat, der ikke krævede noget af lande som Kina, og Kina insisterede på, at den rige verden skulle bære hovedparten af den nødvendige omkostninger forbundet med at begrænse emissioner."( The Economist).

Der kan være lidt i denne argumentation. Men den er kun delvist rigtig. Bag USA's modstand lå også effektiv lobbyvirksomhed fra olieindustrien og andre brancher. Når Københavnskonferencen ikke førte til mere, hænger det nok sammen med, at vægtige spillere som USA og Kina opretholdt deres gamle holdninger. - Og at de to i virkeligheden denne gang så en fælles interesse i at lande aftalen der, hvor den landede.