COP17

FN´s klimakonference COP 17 (Conference of the Parties) blev afholdt i Durban i Sydafrika i slutningen af 2011. Formålet var at udforme en traktat til begrænsning af CO2-udledning, hvilket imidlertid – som på COP 15 og COP 16 – heller ikke her lykkedes. Nogle små skridt fremad kom man dog:

• Man blev enige om at lave en juridisk bindende aftale i 2015, som skal træde i kraft i 2020. Traktat-problematikken blev altså igen ”skudt til hjørne”. Man kan dog bemærke, at det er den første foreløbige aftale, hvori både vækstøkonomier som Indien og Kina samt USA (som afslog at ratificere Kyoto-protokollen) er med.
• Man fik opstillet en styringsramme for den tidligere vedtagne Klimafond, som skal fordele 100 mia. $ pr. år til fattige landes indsats mod klimaændringer.

Som sædvanligt erklærede politikerne, at konferencen var en succes, mens eksperter og miljøgrupper advarede om handlingslammelsen, som vil betyde, at det bliver meget svært at undgå en øget global opvarmning på mere end 2 grader.

Generelt må man sige, at FN-arbejdet kun gør meget langsomme fremskridt. Det skyldes, at stormagterne ikke er villige til at indgå bindende aftaler om CO2-reduktion. De store vækstøkonomier, herunder Kina og Indien, mener, at i-landene, der udleder mest CO2 pr. indbygger og har foretaget udledninger siden den industrielle revolution i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet, skal starte med at foretage reduktionen af CO2-udledning. På den anden side mener USA, at de store vækstøkonomiers samlede CO2-udledning er så omfattende, at de skal være med til CO2-reduktion fra starten. I Durban blev disse argumenter gentaget, idet Indien hævdede, at i-landene forsøgte at lægge ansvaret over på ulandene, og kineserne erklærede sig villige til at indgå en bindende aftale, hvis en sådan indregner USA´s og Europas udledninger op gennem historien.