COP18

FN´s klimakonference COP 18 (Conference of the Parties) blev afholdt i Doha i Qatar i slutningen af 2012. Trods klare advarsler fra videnskabelige eksperter kunne man efter konferencen konstatere, at der ikke var blevet skruet op for klimaambitionerne. Man opnåede dog enighed om at forlænge verdens eneste juridisk bindende klima-plan, Kyoto-protokollen, med otte år frem til 2020. Denne aftale blev oprindeligt indgået i den gamle japanske kejserby i 1997, og den trådte i kraft syv år senere, da Rusland endelig tiltrådte den.

Forlængelsen af Kyoto-aftalen er imidlertid som nævnt ikke nogen særligt ambitiøs indsats, fordi:

• Kun knap 40 i-lande skal skære ned på CO2-udledningen, og de 40 lande udleder tilsammen mindre end 15 % af verdens drivhusgasser.
• USA står fortsat uden for Kyoto-aftalen og nu har andre i-lande: Japan, Canada, Rusland og New Zealand, valgt at følge USA og stå uden for protokollen.
• Ulandene har ingen reduktionsmål for drivhusgasser. Heller ikke de nuværende vækstøkonomier Kina, Indien og Brasilien.
• EU har påtaget sig den største byrde i Kyoto-aftalen, men nøjedes faktisk med at byde ind med et 2020-mål, som man allerede har nået i 2012. Det var oprindeligt tanken, at CO2-kravene skulle øges i kommende etaper.
• Opdelingen mellem i-lande og ulande virker i dag ret vilkårlig. Mange lande med et tårnhøjt BNP pr. indbygger kategoriseres som ulande. Det gælder for eksempel værtslandet Qatar, der rangerer som et af verdens rigeste lande, og samtidigt har en af verdens største CO2-udledninger pr. indbygger. Derimod regnes et land som Rumænien som et i-land.
• Endelig peger flere lande i dag på urimeligheder i Kyoto-regelsættet. Fx er skibstrafikken og luftfarten undtaget fra regulering af deres CO2-udslip.

Man kan derfor konstatere, at der kun var tre små lyspunkter på COP 18:

• Man blev enige om at samarbejde bedre i de situationer, hvor folk i et område er nødt til at flygte pga. klimaændringerne. Det gælder indbyggerne i delta-områder som fx Bangladesh, som rammes af oversvømmelser og saltvand, der ødelægger afgrøderne.
• Filippinerne og oprindelige folks organisationer fik vedtaget, at man ikke kun skal fokusere på klimafordelene ved at bevare skov, men også miljømæssige og sociale fordele.
• Danmark fik presset igennem, at alle lande inden marts 2013 skulle melde ind, hvad de vil gøre for at reducere CO2-udledningen. Man håber så at kunne diskutere indmeldingerne på COP 19 i Warszawa i 2014.

Generelt må man sige, at COP 18 ikke rykkede ret meget i verdens klimaindsats. Det skyldes som ved tidligere konferencer, at stormagterne ikke er villige til at indgå bindende aftaler om CO2-reduktion. De store vækstøkonomier, herunder Kina og Indien, mener, at i-landene, der udleder mest CO2 pr. indbygger og har foretaget udledninger siden den industrielle revolution i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet, skal starte med at foretage reduktionen af CO2-udledning. På den anden side mener USA, at de store vækstøkonomiers samlede CO2-udledning er så omfattende, at de skal være med til CO2-reduktion fra starten.