Europarådet (har – trods navnet - ikke noget med EU at gøre) var oprindelig tiltænkt en central rolle i det europæiske samarbejde efter krigen, men i stedet blev det menneskerettighedsspørgsmål, der blev Europarådets vigtigste område. De deltagende lande forpligtede sig med underskrivelsen af Den europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950 til at overholde visse fundamentale menneskerettigheder. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg blev oprettet i 1958 og er rådets juridiske organ, som alle de europæiske landes borgere kan indbringe krænkelser for. Domstolens afgørelser plejer at blive respekteret i de pågældende lande. Et vigtigt middel i kampen for menneskerettighederne er at ekskludere et land af Europarådet eller true med det, hvis landet bliver ved med at overtræde menneskerettighederne.