Libyen-krigen

I perioden 1969-2011 blev Libyen styret af den excentriske Moammar Gaddafi. Den lunefulde og uberegnelige diktator havde brutalt undertrykt enhver opposition, og samtidig havde styret karakter af et kleptokrati – Gaddafi formodes at have beriget sig selv og sin familie med mere end 100 mia. $ på den libyske stats bekostning. 

I forbindelse med Det arabiske forår i 2011 gjorde stammer fra især den østlige del af landet i februar 2011 oprør mod diktaturet, et oprør, der blev til en egentlig borgerkrig. Gaddafi-styret bekæmpede brutalt de dårligt udrustede oprørsstyrker og deres civile tilhængere. Derfor greb NATO ind - med godkendelse af FN – i form af en humanitær intervention (R2P) med henblik på at beskytte civilbefolkningen mod regeringsovergreb.

NATO-kampagnen varede fra marts til oktober 2011. Der var tale om en krig fra luften, hvor NATO-fly angreb libyske fly, baser og kampvogne. USA holdt sig i baggrunden, formentlig pga. amerikanernes krigstræthed oven på krigene i Afghanistan og Irak. I stedet lod USA de europæiske NATO-lande, herunder Danmark, stå i forgrunden sammen med enkelte arabiske lande. Danmark deltog med 8 F-16-fly og tilhørende mandskab. I oktober 2011 blev Gaddafi dræbt af oprørere, og NATO-aktionen kunne afblæses.

NATO-kampagnen er fra russisk og kinesisk side blevet angrebet for ikke blot at beskytte civilbefolkningen, men også for direkte at støtte den ene part i krigen: oprørerne – at man altså gik videre, end FN-mandatet tillod. Det har været én af årsagerne til, at FN´s Sikkerhedsråd ikke har kunnet nå til enighed om indgriben i borgerkrigen i Syrien. 

Efter krigsafslutningen er det lykkedes at få afholdt valg til et parlament i Libyen: Nationalforsamlingen, i juli 2012. Men efterfølgende har der været kaos omkring dannelsen af en regering, og landet har generelt været præget af uro og lovløshed – en følge af bl.a. de mange våben, der er i omløb i konkurrerende grupperinger.