Våben, der sigter mod at ramme hele befolkninger og ikke kun militære installationer og soldater. Det er såkaldte ABC-våben: atomvåben, bakteriologiske våben og kemiske våben. Bakteriologiske våben kan være mikroorganismer, der spreder sygdomme. Kemiske våben kan være giftgasser. Beskidte bomber er en slags atomvåben, som ikke aktiveres ved fission eller fusion af atomkerner, men derimod konventionelle bomber, der spreder radioaktivt stof. Fælles for disse masseødelæggelsesvåben er, at ikke alene stater, men også terrorgrupper frygtes at kunne betjene våbnene. Begrebet masseødelæggelsesvåben Weapons of Mass Destruction fik særlig omtale, da præsident Bush i 2003 fejlagtigt anklagede Saddam Hussein for at besidde sådanne våben.
Masseødelæggelsesvåben
Uddybende forklaring
Masseødelæggelsesvåben er våben, der kan dræbe mange mennesker på én gang. Normalt inddeles masseødelæggelsesvåben i tre kategorier: kemiske våben, biologiske våben og kernevåben (atom- og brintbomber af forskellig størrelse og type).
Kemiske våben som giftgas blev anvendt i 1. verdenskrig. Siden da er det blevet søgt udelukket via internationale aftaler og almen moralsk fordømmelse og har derfor kun fundet spredt anvendelse. Således brugte Mussolinis Italien det i krigen mod Abessinien (Etiopien) i 1936, og Sadam Husseins Irak brugte giftgas i krigen mod Iran i 1980'erne og internt imod de irakiske kurdere. En japansk terrorgruppe anvendte giftgas i 1995 i Tokyo. Mange lande menes at have giftgas på lager.
Biologiske våben anvender levende organismer som bakterier og vira frem for kemiske stoffer, men ellers er tankegangen bag dem og modviljen mod dem identisk. De har endnu aldrig været anvendt i større målestok, men enkelte begrænsede tilfælde med formodet terrorformål kendes. Det er uvist hvor mange lande, der har lagre af biologiske våben.
Atomare våben blev udviklet under 2. verdenskrig og anvendt to gange med få dages mellemrum af USA i 1945 i forbindelse med afslutningen af krigen mod Japan. Kernevåben var rygraden i oprustningen og terrorbalancen mellem USA og Sovjetunionen. De blev udviklet i forskellige størrelser og beregnet til forskellige fremføringsmidler og med forskellige militære formål. Strategiske atomvåben kan forrette ekstremt ødelæggende angreb over meget lange afstande, mens taktiske atomvåben tænkes anvendt på kortere afstande på en slagmark, hvor de skal virke i samspil med mere konventionelle våben. USA og Rusland har langt de største lagre af atomare våben, om end mangelfuld vedligeholdelse af de russiske våben måske har begrænset værdien af disse. Storbritannien, Frankrig og Kina er også officielle kernevåbenmagter, men har langt mere beskedne lagre. Det samme gælder Indien og Pakistan, der begge har testet atomvåben, hvilket formentlig også gælder Nordkorea. Flere lande kan antages at råde over atomvåben, selv om de ikke har testet dem. Det gælder i hvert fald Israel, mens Sydafrika menes at have opgivet sine. Iran har et atomprogram, der angiveligt kun sigter mod atomkraft, men i Vesten generelt antages at have atomvåben som mål. EU og USA forhandler med Iran om et stop for dette baseret på økonomisk kompensation. Efter Sovjetunionens sammenbrud fremføres jævnligt frygt for, at der skal ske en spredning af atomare våben til terrorgrupper eller såkaldte slyngelstater.
Figurer
Læs videre
Se alle 1
