Miljøpolitik, international

Miljøproblemerne er grænseoverskridende, og der har derfor tidligt været gjort forsøg på at etablere et internationalt samarbejde på dette område. Endvidere er både havene uden for territorialgrænserne og stratosfæren fælleseje for alle stater, og en regulering her kræver derfor indgåelse af internationale aftaler. På specifikke områder, som f.eks. hvalfangst, har der været indgået en lang række aftaler siden første halvdel af det 20. århundrede, men udviklingen har først for alvor taget fart, efter at miljøproblemerne fra 1970erne også inden for de enkelte stater er blevet et vigtigt politisk tema. Siden starten af 1990erne har den internationale miljøpolitik været domineret af kampen mod klimatruslen, der først og fremmest er blevet ført inden for FNs rammer, bl.a. ved det delvist mislykkede klimatopmøde i København i december 2009.

Internationalt miljøsamarbejde kan både finde sted regionalt og globalt. Det regionale samarbejde er i Europa navnlig forbundet med det, der foregår inden for EU. EUs oprindelige Rom-traktat fra 1957 indeholdt ikke noget om miljøspørgsmål, men med traktatændringen i 1986 (Europæisk Fællesakt) blev miljøpolitikken gjort til en del af samarbejdet, og det blev endda muligt at træffe flertalsbeslutninger på området. Stigende miljøproblemer lå bag denne ændring, men nok så stor betydning havde EUs planer om skabelsen af et frit, indre marked, der ikke ville kunne realiseres med bibeholdelsen af for mange nationale miljøregler. For at sikre lande med en høj miljøstandard, som f.eks. Danmark, blev der indført en såkaldt miljøgaranti, hvorefter de fælles regler kun skulle være minimumsstandarder. Det er dog omstridt, hvor meget miljøgarantien i praksis er værd.

Inden for klimapolitikken har EU fra starten været internationalt toneangivende og arbejdet for ambitiøse globale aftaler. På et topmøde i 2007 vedtoges den såkaldte 20-20 målsætning, hvorefter EU-landene forpligter sig til i 2020 at have reduceret CO2-udslippet med 20 % i forhold til 1990-niveauet og at dække 20 % af energiforbruget med vedvarende energi. Enigheden om denne målsætning og tilbuddet om at gå op på 30 %s CO2-reduktion, hvis andre industrilande forpligter sig til det samme, har dog i lyset af finanskrisen haltet, og EUs førerposition på klimaområdet er ikke længere ubestridt.

På globalt plan regnes indgåelsen af Montreal-protokollen fra 1987 som et gennembrud for den internationale miljøpolitik. Den sikrer kontrollen med og udfasningen af gasarter (bl.a. freon), der ødelægger atmosfærens ozonlag, og er i dag underskrevet af 197 lande, heraf de største udledere. Samme år udkom Brundtland-rapporten, der for første gang introducerede begrebet bæredygtighed, og som dannede grundlag for senere tiltag i kampen mod klimaforandringerne. Rapporten, der bar titlen "Vor fælles fremtid", var resultatet af arbejdet i en FN-komité ledet af den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland.

Med udgangspunkt i Brundtland-rapporten nedsatte FN i 1988 et videnskabeligt panel (IPCC = International Panel on Climate Change) for at undersøge omfanget af og konsekvenserne af menneskeskabte klimaændringer, og der blev indkaldt til et globalt miljøtopmøde i Rio de Janeiro i 1992. Her nåede man til enighed om en handlingsplan for bæredygtig udvikling, herunder konkrete tiltag under Agenda 21 og en klimakonvention, der foreskriver jævnlige konferencer til opfølgning af anbefalingerne, såkaldte COP (Conference of Parties). Ved COP3 i 1997 undertegnedes Kyoto-protokollen, der er den hidtil mest bindende og ambitiøse globale aftale på klimaområdet. Den trådte i kraft i 2005 efter at tilstrækkelig mange lande havde ratificeret den. USA valgte at stå udenfor. Ved COP15 i København i 2009 havde man håbet at få vedtaget en afløser for Kyoto-protokollen, hvoraf store dele ville udløbe i 2012, men det lykkedes ikke. I stedet blev der vedtaget en uforpligtende hensigtserklæring om, at temperaturstigningerne bør holdes under 2 grader. Arbejdet i FN-regi fortsatte med årlige COP-møder i Mexico i 2010, Sydafrika i 2011, Qatar i 2012 og næste møde finder sted i Polen 2013.

Ved de internationale konferencer om miljø- og klimaproblemer finder der ofte store demonstrationer sted organiseret af de mange NGOere der har disse problemer på deres dagsorden, bl.a. Greenpeace, Friends of the Earth, Verdensnaturfonden (WWF) og herhjemme 92-gruppen. De er generelt yderst utilfredse med de resultater, der kommer ud af konferencerne. Når de deltagende stater her ikke når så langt, som mange kunne ønske sig, skyldes det især hensyntagen til stærke hjemlige interesser og uvilligheden til at afgive suverænitet til internationale organisationer og myndigheder.

Generelt må man sige, at FN-arbejdet kun gør meget langsomme fremskridt. Det skyldes, at stormagterne ikke er villige til at indgå bindende aftaler om CO₂-reduktion. De store vækstøkonomier, herunder Kina og Indien, mener, at i-landene, der udleder mest CO₂ pr. indbygger og har foretaget udledninger siden den industrielle revolution i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet, skal starte med at foretage reduktionen af CO₂-udledning. På den anden side mener USA, at de store vækstøkonomiers samlede CO₂-udledning er så omfattende, at de skal være med til CO₂-reduktion fra starten. Hidtil (i 2015) har ingen af parterne villet give sig ret meget.