A-våbenspredning

Mht. A-våbenspredning skelner man mellem horisontal og vertikal spredning. Den horisontale spredning går ud på, at andre stater eller aktører end de nuværende atomvåbenmagter erhverver A-våben. Den vertikale spredning drejer sig derimod om en udbygning af atom-arsenalet inden for de nuværende atommagter.

Der er flere årsager til, at stater gerne vil erhverve sig A-våben. En af dem er det såkaldte sikkerhedsdilemma, der beskriver en situation i international politik, hvor én stats handlinger med henblik på at forbedre den nationale sikkerhed af andre stater bliver perciperet som aggressive og derfor fremprovokerer militære modtræk. Et eksempel herpå kan være Irans A-våben-produktion, hvor Iran betragter handlingen som defensiv over for USA og Israel, mens modparterne ser handlingen som klart aggressiv.

Et andet motiv bag ønsket om at erhverve A-våben er prestigepolitisk. Fx betragtede Indien sine prøvesprængninger i 1998 som en adgangsbillet til kredsen af stormagter, hvilket imidlertid ikke blev tilfældet. I stedet foretog Pakistan senere samme år sine prøvesprængninger – en handling, som fulgte af det opståede sikkerhedsdilemma.

Et tredje motiv til erhvervelse af A-våben er disse våbens afskrækkelseseffekt. I betragtning af det ødelæggelsespotentiale, disse våben har, vil et angreb på en atommagt være næsten utænkelig. Her kommer Iran igen ind i billedet, for iranerne har jo set, hvordan USA med flere eller færre allierede invaderede Afghanistan i 2001 og Irak i 2003. Derfor vil A-våbenbesiddelse – som nævnt ovenfor –være et stærkt defensivt våben over for USA og Israel. En tilsvarende argumentation kan Nordkorea anvende for sin status som atommagt.

Allerede i 1968 underskrev en række af stater den Nukleare ikke-spredningstraktat, hvis mål er at undgå yderligere horisontal A-våben-spredning. Næsten alle verdens lande har efterhånden underskrevet denne traktat, dog med nogle bemærkelsesværdige undtagelser: Indien, Pakistan og Israel. I kontrast til traktaten udvidede både USA og Sovjetunionen i løbet af Den kolde Krig deres A-våbenkapacitet – altså den vertikale spredning – så de i 2002 lå inde med 98 % af verdens A-våbensprænghoveder.

Jagten på A-våben illustrerer fint de to IP-teorier realismens og neorealismens centrale element: Det drejer sig for alle stater om at opnå relative fordele mht. magtressourcer – ikke absolutte fordele, for de kunne sandsynligvis bedst opnås ved at skrotte flest mulige A-våben.