Folkemord

Ved folkemord forstår man bevidste forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre en national, etnisk, racemæssig eller religiøs befolkningsgruppe. Folkemord kan foregå ved direkte udryddelser eller mere indirekte ved at ødelægge livsbetingelserne for en befolkningsgruppe. Nazisternes folkemord på jøderne under 2. verdenskrig, tyrkernes på armenierne under 1. verdenskrig og hutuernes mord på tutsierne i Rwanda i 1994 er nogle af de bedst kendte eksempler på folkemord i nyere tid. Men også i fx Bosnien, Cambodja, Darfur (i Sudan) og Irak har der inden for de sidste årtier fundet folkemord sted. Man anslår, at mere end 100 millioner mennesker har mistet livet som følge af folkedrab inden for de sidste 100 år.

Der er forskellige teorier om årsagerne til folkedrab. Gregory Stanton, der er forskningsprofessor i folkedrabsstudier, mener, at folkedrab udvikler sig i otte stadier, som altid forekommer i samme rækkefølge, og at hvert stadie forstærker de foregående trin. De otte stadier er:

1. Klassificering. Den foregår i alle samfund og er et redskab til at afgøre, hvilken identitet man har, og hvilken gruppe man tilhører. Klassificering kan imidlertid også anvendes negativt, hvis de forskellige grupper bliver behandlet meget forskelligt, eller hvis det fx er forbudt at blande grupperne.
2. Symbolisering.  Denne består i, at forskellige grupper karakteriseres ud fra bestemte træk, såsom udseende eller klædedragt.
3. Dehumanisering. På dette stadie bruges klassificering og symbolisering til at nedgøre en gruppe ved eksempelvis at sammenligne dem med dyr.
4. Organisering. Folkedrab begås altid af grupper og kræver derfor organisering og planlægning. Det kan bestå i at skaffe våben og træne dem, der skal udføre folkedrabet. Ofte foretages den af stater eller militære grupper.
5. Polarisering. Denne består i, at moderate grupper, som er modstandere af den proces, der er i gang, elimineres.
6. Forberedelse. De konkrete ofre bliver her i en omfattende og detaljeret proces identificeret og registreret, fx ved at tildele dem ID-kort. Ofrene kan eventuelt også blive frataget deres ejendom, og de kan blive samlet i ghettoer, bygninger eller lejre.
7. Udryddelse. Denne består i at fordrive, voldtage eller dræbe de ofre, som er blevet udskilt.
8. Benægtelse. Når et folkedrab har fundet sted, forsøger gerningsmændene at skjule og benægte, hvad de har gjort.

Stantons teori er motiveret af et ønske om at forhindre folkedrab. Derfor har han for hvert stadie også formuleret anbefalinger til, hvordan et eventuelt folkedrab kan standses.

En anden forsker, Barbara Harff, har fokuseret på de samfundstilstande, hvori folkedrab og politisk motiverede massedrab oftest sker. Hun konkluderer, at folkedrab hovedsageligt finder sted i forbindelse med et voldeligt magtskifte, hvor ønsket om en ny samfundsorden er til stede, eller som led i en strategi under eller lige efter en borgerkrig, eller efter at et oprør netop er slået ned. Hun konkluderer også, at risikoen er størst i samfund med et autoritært styre, og hun mener, at folkedrab som regel bliver udløst af en elite med en ekskluderende ideologi, og/eller hvis eliten repræsenterer en etnisk minoritet.

En tredje forsker, Ervin Staub, der er psykologiprofessor, mener, at tre faktorer er afgørende for, om et folkedrab kan udvikle sig:

• Svære levevilkår kan betyde, at en gruppe føler sig truet både fysisk og psykisk, fordi gruppens medlemmer oplever, at de ikke har kontrol over deres eget liv. Man forsøger at finde en forklaring på de svære levevilkår, men ofte er det ikke muligt, og i stedet retter man sin frustration mod andre.
• Gruppedynamikker. Det at tilhøre en gruppe er vigtigt for et menneskes identitet og selvfølelse, og opfattede trusler fra andre grupper bevirker, at der opstår et behov for at beskytte sig selv og for at styrke sit og gruppens selvværd. Det kan ske ved at fremhæve sig selv på bekostning af andre udenfor eller i gruppen, hvorved gruppefølelsen bliver styrket. I yderste konsekvens bliver gruppefølelsen så stærk, at man er villig til at ofre sit liv eller slå ihjel for fællesskabet.
• Forklaringen på, hvorfor mennesker kan begå folkedrab, skal ifølge Staub også findes i forholdet mellem individ og samfund. Mennesker bliver formet af det omgivende samfund, og det er eksempelvis mere sandsynligt, at man accepterer voldshandlinger, hvis man vokser op i et stærkt voldeligt samfund, end hvis man lever i et fredeligt samfund.

Med henblik på at skabe en permanent retsinstans til at retsforfølge enkeltpersoner, som er anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden (som disse forbrydelser er fastlagt i flere internationale aftaler og konventioner, herunder Genève-konventionerne), oprettede man i 2002 ICC, International Criminal Court (Den Internationale Straffedomstol). Den har hovedsæde i Haag i Holland og begyndte at fungere i 2003. ICC er oprettet ved en beslutning i FN, men ved en mellemstatslig aftale, der skal skabe en uafhængig instans. 92 lande ratificerede straks aftalen, men flere vigtige lande deltager ikke (Kina, Rusland, USA og Israel), idet de nægtede at underskrive, eller skrev under, men trak underskriften tilbage. Herved undgår de at overlade straffemyndighed over egne statsborgere til det overnationale ICC. I 2013 har i alt 122 stater ratificeret aftalen.