Genève-konventionerne

Den oprindelige Genève-konvention blev vedtaget i 1864 på initiativ af den schweiziske købmand Henri Dunant, der også grundlagde Røde Kors. Den oprindelige og tre senere Genève-konventioner handler om regler for krigsførelse og om begrænsning af lidelserne under krig og kaldes derfor også for krigens love (jus in bellum). Da der er tale om konventioner, er de en del af folkeretten. 192 lande har ratificeret (godkendt) konventionerne.

I 1949 blev den 4. og sidste Genève-konvention vedtaget. Samlet handler konventionerne om forholdene for sårede og syge under krig, behandlingen af krigsfanger og beskyttelse af civilbefolkningen under krig.
Gennem århundreder har der været uskrevne regler om krigsførelse, den såkaldte sædvaneret, som alle krigsførende skulle rette sig efter. Ifølge denne sædvaneret kan selv lande, der ikke underskriver en konvention eller traktat, være bundet af reglerne. Selv om Genève-konventionerne er en del af den nedskrevne folkeret, mangler den dog effektive sanktionsmuligheder, selv om der i 2003 blev oprettet en international straffedomstol, der skal retsforfølge personer, som har begået folkedrab og krigsforbrydelser. Både Genève-konventionerne og Straffedomstolen omfatter i dag borgerkrige, selv om de falder inden for en stats jurisdiktion. Hverken USA, Rusland eller Kina har villet underskrevet traktaten om Straffedomstolen.

Genève-konventionerne er stadig aktuelle, fx i forbindelse med krigen i Afghanistan, hvor det har vist sig, at amerikanske soldater har udsat fanger for tortur. Det er også kommet frem, at danske soldater har udleveret krigsfanger til afghansk politi og til amerikanske tropper til trods for, at fangerne risikerede at blive udsat for tortur. Præsident Bush udtalte i 2002, at USA ville overholde Genève-konventionerne i Afghanistan, men tilføjede at det dog ville ske i det omfang, det er passende og foreneligt med militær nødvendighed. Krigens love må ikke forveksles med Flygtningekonventionen fra 1951, der ligeledes blev vedtaget i Genève.