Klimapolitik

Klimapolitik går ud på at modvirke uheldige påvirkninger af jordens klima via den globale opvarmning, der er en konsekvens af overdreven udledning af CO2 i atmosfæren. FN startede arbejdet med klimapolitik, først med Rio-konferencen i 1992 og siden med Kyoto-protokollen, der fastlagde bindende rammer for tilladelig CO2-udledning for de lande, der underskrev protokollen (USA holdt sig udenfor).

I starten af det nye årtusinde har FN´s klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change: http://www.ipcc.ch/), der består af en række af verdens førende forskere inden for miljø- og klimaproblematik, offentliggjort en række rapporter, hvori forskellige scenarier for de kommende årtiers globale opvarmning beskrives, hvis udviklingen i økonomi, produktion og hertil hørende CO2-udledning får lov til at fortsætte uhindret. På grundlag af klimapanelets arbejde har FN sat en konferencerække i gang, fx COP15 i København i december 2009, der skulle føre til en bindende international aftale om begrænsning af udledning af drivhusgasser i atmosfæren.

COP15 endte uden en sådan bindende aftale, men med en aftale, som nogle lande tiltrådte, og som gav landene mulighed for på mere frivillig basis at angive reduktionsmål for drivhusgasser. Arbejdet fortsatte med årlige COP-møder i Mexico i 2010, Sydafrika i 2011, Qatar i 2012, Polen i 2013, Peru i 2014 og næste møde (COP21) finder sted i Paris i 2015.

I de enkelte lande er der klimapolitisk opfølgning af FN-arbejdet. Danmark er involveret på nationalt plan og i EU. EU har således vedtaget reduktionsmål på foreløbig 20 % frem til 2020, med mulighed for at udvide til 30 %.

Generelt må man sige, at FN-arbejdet kun gør meget langsomme fremskridt. Det skyldes, at stormagterne ikke er villige til at indgå bindende aftaler om CO2-reduktion. De store vækstøkonomier, herunder Kina og Indien, mener, at i-landene, der udleder mest CO2 pr. indbygger og har foretaget udledninger siden den industrielle revolution i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet, skal starte med at foretage reduktionen af CO2-udledning. På den anden side mener USA, at de store vækstøkonomiers samlede CO2-udledning er så omfattende, at de skal være med til CO2-reduktion fra starten. Hidtil (i 2015) har ingen af parterne villet give sig ret meget.