En betegnelse for en gruppe af IP-forskere (fra Københavns Universitet), som analyserer sikkerhed og trusler ved hjælp af diskursanalyse. Hvilke aktører vinder kampen om at fastsætte dagsordenen på det sikkerhedspolitiske niveau, hvori består deres budskaber, hvem er disse rettet til, og hvilken effekt har budskaberne på modtagerne? Ifølge Københavnerskolen får argumenter ekstra styrke, hvis ordet sikkerhed knyttes til en sag, fordi der til dette ord er knyttet spørgsmål om liv, død og overlevelse. Sager om sikkerhed hæver sig således op over den almindelige politiske hverdag, og de åbner derfor mulighed for at anvende ekstraordinære midler over for truslen: vidtgående anti-terrorlove, våben, soldater og måske endda tortur under afhøringer. Et eksempel herpå kunne være, da USA’s præsident George W. Bush i januar 2002 betegnede Iran, Irak og Nordkorea som ”Ondskabens akse” som optakt til krigen mod Irak i 2003.