Aktør

Begrebet betyder handlende enhed og bruges i alle samfundsfags discipliner om de enheder, der enten har eller søger at få indflydelse på beslutninger truffet inden for afgrænsede systemer. I International Politik defineres systemet som hele verden, og antallet af aktører er uhyre stort og af meget forskellig karakter. I kraft af opdelingen i knap 200 suveræne nationalstater betragtes staterne normalt som de vigtigste aktører og af nogle, især inden for den realistiske teoriretning, som de eneste der reelt tæller med. 

I stigende grad er den traditionelle opfattelse af staterne som eneaktører i det internationale system blevet anfægtet. Andre aktører der nævnes, er flg.: internationale organisationer (f.eks. FN, EU), substatslige organisationer (f.eks. ministerier og styrelser), multinationale selskaber (f.eks. Shell, Google), NGOere (f.eks. Amnesty International, Greenpeace), oprørsbevægelser (f.eks. Taleban, PKK), terroristgrupper (f.eks. al-Qaeda, IRA) (mellem de to sidste er der et vist overlap). De to første typer er nye statslige aktører, mens de fire sidste typer benævnes ikke-statslige aktører.   

Det er især tilhængere af idealismen, der har peget på, at aktørbegrebet bør udvides. Her fremhæves, at globaliseringen og den stigende interdependens i systemet betyder, at staternes suverænitet undergraves, og at det giver mulighed for, at nye aktører kan komme på banen. I Europa har EU fået overstatslige beføjelser og optræder på alle medlemsstaters vegne i forskellige internationale fora (f.eks. inden for WTO). EU anses derfor for en selvstændig spiller på linje med staterne. På tilsvarende måde betyder de mange nye samarbejdsrelationer på tværs af grænserne, at substatslige aktører får øget, selvstændig indflydelse. For store multinationale selskaber gælder, at deres investeringsbeslutninger kan spille en større rolle for et fattigt lands økonomiske trivsel end den statslige ulandsbistand gør. NGOernes øgede muligheder hænger bl.a. sammen med, at verdensopinionen har fået større betydning. Oprørsbevægelser og terrorgrupper får vækstbetingelser i kraft af, at der findes mange svage stater, hvor de har mulighed for at udøve stor magt, men også nye informationskanaler (internet, mobiltelefoner) spiller ind. 

Iflg. den realistiske opfattelse betyder disse udviklingstendenser imidlertid ikke, at staternes position som eneaktører for alvor anfægtes. Internationale organisationer betragtes således blot som en arena, hvor staterne fremfører deres interesser og ikke som selvstændige aktører. Tilsvarende med de substatslige aktører, der i sidste ende kun kan handle under centralmagtens kontrol. De nye såkaldte ikke-statslige aktører har først og fremmest betydning som enheder, der leverer input til beslutninger truffet af staterne. Også en terrorgruppe som al-Qaeda, der med begivenhederne 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror synes at have understreget betydningen af ikke-statslige aktører, er iflg. realisterne underlagt det statslige system. Det er stater, der giver denne gruppe husly og muligheder for at oprette træningslejre. 

Aktørbegrebet sammenholdes ofte med strukturbegrebet. Aktørernes handlinger foregår inden for en bestemt struktur, og det diskuteres så i hvor høj grad strukturen bestemmer aktørernes adfærd. I International Politik drejer denne diskussion sig om, at man skal forstå staternes udenrigspolitik, som hovedsageligt bestemt af indre forhold eller hovedsageligt af det internationale systems karakter. Det sidste tillægges navnlig betydning af neo-realisterne.