Neorealisme

Kenneth Waltz er med bogen ”Theory of International Politics” (1979) ophavsmand til en videreudvikling af den klassiske realisme inden for IP-teorierne: neorealismen. Han bestræber sig på at skabe en mere stringent videnskab om international politik, og han mener således, at en stats magt skal ”måles” ud fra alle de relevante kapabiliteter (magtressourcer): befolkningens og landets størrelse, dets geografiske placering, råstoffer og andre ressourcer, økonomi, militær osv.

Neorealisterne er enige i realisternes grundantagelser: anarkiet, staternes magtstræb, vægten på de relative magtressourcer osv. Men forskellene mellem staternes kapabiliteter (magtressourcer) bevirker, at der opstår en hierarkisk struktur i forholdet mellem staterne, og det er denne struktur, man betegner som det internationale politiske system. Afhængigt af, hvor mange stærke magter der er i verden, kan systemet være unipolært (én dominerende magt), bipolært (to magter, der afbalancerer hinanden) eller multipolært (tre eller flere stormagter). Ifølge neorealisterne er det polaritetsstrukturen, der er afgørende for de enkelte staters adfærd i international politik: en stormagt kan i høj grad gå efter at få opfyldt sine egne egoistiske mål, mens en småstat som regel må tilpasse sig de omgivende stærkere staters interesser.

I modsætning til de klassiske realister, der betragter magt som et mål i sig selv, ser neorealisterne magt som et middel til at opnå målet: sikkerhed. Det mest stabile internationale system – og det, der giver størst sikkerhed til de fleste stater - er ifølge neorealisterne et bipolært system som under Den kolde Krig, hvor USA og Sovjetunionen afbalancerede hinanden, og hvor de ikke kom i direkte krig med hinanden. Hvis en enkelt stat opnår for megen magt i forhold til de andre stater, vil det true andre staters overlevelse, og de vil derfor søge at modveje (balancere) supermagten ved at indgå alliancer eller lignende. Balancering er altså en adfærd, som systemets struktur ”producerer”.

Hvis en supermagt – som USA i 1990'erne – imidlertid får et stort forspring i magtressourcer i forhold til de andre stater, vil nogle af disse i stedet for afbalancering have tendens til at lave ”bandwagoning” (de hopper med på vognen), dvs. at de slutter op om supermagten, da de ellers vil blive lukket ude fra magtcenteret og miste nogle af deres relative fordele – og dermed mindske deres sikkerhed.

Inden for den neorealistiske hovedteori har forskellige teoretikere udviklet en række underteorier, bl.a. teorierne om offensiv neorealisme og defensiv neorealisme samt den hegemoniske stabilitetsteori.