Åbn undermenuer...

BRIK

En betegnelse for gruppen af store vækstøkonomier: Brasilien, Rusland, Indien og Kina. BRIK-landene har en række fællestræk i form af store befolkninger, store arealer, omfattende naturressourcer samt høj økonomisk vækst og potentiale for fortsat vækst. De fire lande forventes at blive stadigt vigtigere i verdensøkonomien.

 Uddybende forklaring

En betegnelse for gruppen af store vækstøkonomier: Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Denne betegnelse blev oprindeligt startet som spin af investeringsbanken Goldman Sachs i 2001, da man skulle finde nye investeringsmuligheder til bankens kunder. I Goldman Sachs-rapporten pegede man på, at BRIK-landene ville blive stadigt vigtigere i verdensøkonomien, og at de havde en række fællestræk i form af store befolkninger, store arealer, omfattende naturressourcer samt høj økonomisk vækst og potentiale for fortsat vækst. Fra 2011 bruges i øvrigt udtrykket BRIKS, idet Sydafrika nu også indgår i samarbejdet.

Konceptet var globalt appellerende, og alle de fire lande så efterhånden egne fordele ved at udvikle BRIK til et egentligt internationalt samarbejde, et samarbejde, som er blevet ét af symbolerne på en ændret verdensorden, hvor de nye vækstøkonomier får stadigt større indflydelse. Alle fire lande - selv Kina og den gamle supermagt Rusland - så en diplomatisk fordel i at blive medlem af den nye eksklusive klub, hvor et tættere samarbejde ville kunne styrke hvert af landene inden for deres egen region. Men først og fremmest kunne de – i overensstemmelse med den neorealistiske teori – ved at stå sammen afbalancere USA i det internationale system.

Der er ingen tvivl om, at det er de fire landes massive økonomiske størrelse og vækst, der er basis for, at BRIK har fået så stor indflydelse. I 2020 ventes BRIK-landene at stå for en tredjedel af den globale økonomi og at bidrage med 50 % af den globale vækst. BRIK-økonomierne ventes at være af samme størrelse som G7-økonomierne (USA, UK, Frankrig, Canada, Tyskland, Italien og Japan) omkring 2030. 

Den økonomiske krise i 2008-09, som startede i USA og Europa, ramte alle fire BRIK-lande hårdt, men dog kortvarigt, og krisen var en yderligere motivation til at styrke og formalisere BRIK-samarbejdet. Her skubbede især Rusland på, og det første af de nu årlige topmøder blev afholdt i Rusland i 2009, dernæst i Brasilien i 2010 og så i Kina i 2011, hvor også Sydafrika deltog. Udover topmøderne er der nu også regelmæssige møder mellem en række ministre, centralbankrepræsentanter og embedsmænd inden for et bredt spektrum af samarbejdsområder.

Samarbejdet har fra starten primært fokuseret på internationale, økonomiske og finansielle spørgsmål, herunder forsøg på at aftale en mere koordineret adfærd på G20-møderne samt i IMF (Den Internationale Valutafond) og Verdensbanken. Der foregår nu også en dialog om klima- og miljøspørgsmål, den globale fødevaresituation, sundhed og uddannelse. Hertil kommer et styrket BRIKS-samarbejde inden for FN, dels vedrørende reform af Sikkerhedsrådets arbejde, dels angående andre centrale spørgsmål i FN-samarbejdet.

Der er imidlertid også begrænsninger for BRIKS-samarbejdet, især fordi der er store forskelle mellem de fem lande. Kina skiller sig ud som det land, der næsten hele vejen rundt har de stærkeste kapabiliteter, mens Sydafrika generelt ligger ét eller flere niveauer under de andre fire og faktisk hører hjemme i den såkaldte ”andenbølge” af vækstøkonomier sammen med lande som Tyrkiet, Indonesien, Mexico og Sydkorea. 

De store forskelle mellem BRIKS-landenes kapabiliteter indebærer naturligvis, at der også er klare interesseforskelle mellem dem. Der eksisterer allerede en opdeling mellem dem med på den ene side IBSA-landene (Indien, Brasilien og Sydafrika) og på den anden side Kina og Rusland. IBSA-landene ser sig som en mere ”like-minded” gruppe af demokratiske udviklingslande, og de arbejder bl.a. på at få permanente pladser i FN´s Sikkerhedsråd. Her er Kinas og Ruslands interesser stik modsatte – de vil miste relative ressourcer, hvis flere lande får adgang til den fine klub af permanente lande i Sikkerhedsrådet. Dette og andre spørgsmål giver visse spændinger i BRIKS-samarbejdet, og det er karakteristisk, at de erklæringer, som kommer ud af BRIKS-topmøderne, ofte er meget generelle i deres formuleringer, hvilket vidner om behovet for at dække over uenigheder mellem deltagerne.