Kulturelle mønstre udgøres af de traditioner, normer og holdninger, som præger større eller mindre grupper i et samfund. Der kan være tale om hverdagens vaner omkring mad, tøj, samværsformer mm., ligesom kulturelle mønstre også handler om mere abstrakte institutioner inden for religion, filosofi, kunst og politik.
Et samfunds kulturelle mønstre videregives fra generation til generation, hvilket er med til at give dem en vis modstandsdygtighed over for de forandringsprocesser, som livet i det moderne og senmoderne samfund præges af.
Ud over hovedkulturens mønstre findes der i såvel samfund som grupper subkulturer, som har deres egne mønstre, som eventuelt er udviklet ud fra en oplevelse af marginalisering og eksklusion fra hovedkulturen, fx på baggrund af social eller etnisk baggrund, seksuel orientering og lignende. Der kan her udvikles værdier og samværsformer, som kan være i bevidst opposition til hovedkulturen.