Syrien, borgerkrigen i

Det arabiske forår bredte sig i marts 2011 til Syrien, hvor det startede med fredelige demonstrationer mod Assad-regimet. Oprøret udviklede sig i den følgende tid mere og mere blodigt og blev til en borgerkrig, der efter fire et halvt år har ført til mere end 200.000 dræbte og 6-7 millioner flygtninge. En løsning på konflikten er (i oktober 2015) ikke i sigte, og bl.a. pga. vetoreglerne i FN´s Sikkerhedsråd er der ingen stormagter, som helhjertet ønsker at gribe ind i borgerkrigen.

Syrien fik sin selvstændighed i 1946 og har – efter flere militærkup – siden 1963 været styret af Baath-partiet, et arabisk nationalistisk parti. Hafiz al-Assad tog magten i partiet i 1970 og sad som den syriske republiks præsident frem til 2000, hvor hans søn Bashar al-Assad overtog embedet. Styret i Syrien har været yderst autoritært og konservativt – til trods for, at landets indbyggere sammenlignet med andre arabiske landes er relativt veluddannede. Den politiske magt har ligget hos Bashar al-Assad, hæren, de 16 sikkerhedstjenester og Baath-partiet, og det er herfra, alle politiske beslutninger er udsprunget.

Selv om Assad-familien tilhører det religiøse mindretal af alawitter (en shiitisk retning), som kun udgør 12 % af befolkningen over for sunni-muslimernes 74 %, har regimet bygget sin magt på Syriens traditionelle opdeling i etniske og religiøse grupper. Ved en effektiv anvendelse af patron-klient-systemet har Assad-familien således fået placeret den politiske og økonomiske magt hos alawitternes klanledere, men man har af strategiske grunde også klienter uden for alawit-gruppen: loyale sunni-gejstlige, fremtrædende sunni-forretningsfolk og en række kristne menigheder. Da Syrien er en sekulær stat, er det ikke som i Saudi-Arabien sharia-lovgivning, der har medvirket til styrets brutalitet, men vilkårlige fængslinger, tortur og personers pludselige forsvinden har hørt til dagens orden.

Parterne i den aktuelle borgerkrig er på den ene side præsident Assad og hans styre, hæren og sikkerhedstjenesterne. På den anden side står en stærkt splittet oprørsbevægelse, hvoraf Den Frie Syriske Hær, som består af deserterede sunni-muslimske soldater, udgør en vigtig del. Dertil kommer en række islamistiske grupper, der bl.a. er strømmet til fra udlandet for at bekæmpe det sekulære styre. Islamisk Stat er således fra 2014 blevet en vigtig aktør.

Man kan måske undre sig over, at Assad-styret indtil videre ikke har været i stand til at undertrykke de spredte oprørsstyrker. Den centrale årsag hertil er de civil-militære relationer i Syrien. Pga. de ovennævnte militærkup i de første årtier af den syriske republiks levetid har Assad-styret siden 1970 bestræbt sig på at sikre sig mod kup fra militærets side. Det har man for det første gjort ved at oprette de mange konkurrerende efterretningstjenester, der gensidigt overvåger hinanden og hæren. For det andet har man til samtlige højere officersposter i det syriske militær udnævnt alawitter – uanset at andre måske har haft bedre professionelle kompetencer – som har et skæbnefællesskab med styret (væltes Assad, vil den alawittiske befolkningsgruppe blive forfulgt at flertalsbefolkningen). Man har altså bevidst svækket hæren for at undgå militærkup, og det er blevet en boomerang i den aktuelle situation.

I modsætning til borgerkrigen i Libyen i 2011 har Vesten ikke grebet ind over for overgrebene mod den syriske befolkning, og det kan skyldes flere faktorer. For det første havde Libyens leder, oberst Gadaffi, ingen venner i international politik, og derfor kunne FN´s Sikkerhedsråd uden større problemer iværksætte en humanitær intervention i Libyen. Assad-styret har derimod flere venner, idet det støttes af Rusland, Iran, den shia-muslimske Hizbollah-bevægelse samt til dels af Kina og Irak. Modstanderne er Vesten, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar. Pga. denne splittelse har det ikke været muligt at få truffet en beslutning i Sikkerhedsrådet om indgriben. Sammenhængende hermed har Syriens (tidligere) rolle som en regional stormagt, jfr. de nævnte mellemøstlige venner og fjender, betydet, at et indgreb fra Vestens (NATO's) side virkelig kunne sætte brand i Mellemøsten, så det har man indtil videre holdt sig fra. Endelig har Syrien i modsætning til Libyen ingen oliereserver af betydning, og Syrien ligger noget længere væk fra Europa. 

Noget tøvende truede USA´s præsident Obama dog i eftersommeren 2013 med et begrænset angreb på Syrien, pga. at Assad-styret hævdedes at have anvendt giftgas mod sin egen befolkning. Assad hævdede på sin side, at oprørsstyrkerne stod bag anvendelsen af de kemiske våben. Indtil videre har diplomatiet løst dette delproblem i borgerkrigen, idet Assad er gået med til, at Syriens kemiske våben skal destrueres.

Men selve borgerkrigen med de stadigt flere dræbte og millioner af flygtninge er der fortsat ikke nogen løsning på.