Åbn undermenuer...

Købekraftsparitet

På engelsk Purchasing Power Parity (PPP): I flere internationale organisationer er man begyndt at anvende købekraftsparitet ved opgørelser over BNP pr. indbygger. Det skyldes, at prisniveauerne i landene, også målt i en fælles international valuta som dollar, er vidt forskellige.  Priserne i de rige lande er, især når det gælder lokalt producerede serviceydelser/offentlige ydelser, langt højere end i de fattige lande. BNP pr. indbygger målt i dollar vil derfor overdrive indkomstforskellene mellem de rige og fattige lande. Ved købekraftsparitet forsøger man at måle, hvad der faktisk kan købes lokalt for den lokale valuta. Derved bliver f.eks. Kinas og Indiens BNP pr. indbygger højere, end når opgørelsen sker i markedsdollar.