Herskende klasse

Begrebet har sin oprindelse i marxistisk historieopfattelse, ifølge hvilken den herskende klasse er den klasse, der ejer eller har kontrol over produktionsmidlerne og dermed kan udbytte samfundets øvrige klasser. Den herskende klasse udskiftes, når der gennem klassekampen sker ændringer i produktionsformen. I oldtidens Rom var de store jordbesiddere, der holdt slaver, den herskende klasse (slavesamfundet), i middelalderen var adelen den herskende klasse (feudalisme), og i det kapitalistiske samfund er borgerskabet ifølge Marx den herskende klasse. Den kapitalistiske produktionsform vil ifølge marxistisk tankegang blive en lænke for produktivkræfternes udvikling, og borgerskabet vil gennem en uundgåelig revolutionær proces blive udskiftet med arbejderklassen som den herskende klasse (socialistisk samfund). Til slut i det kommunistiske samfund vil alle klasser blive afskaffet, da der ikke længere findes grundlag for udbytningsforhold.

I nyere tid har begrebet den herskende klasse fået en ny betydning med økonomiprofessor Jørgen Dichs bog af samme navn, udgivet 1973, med undertitlen: En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. Jørgen Dich (1901-75) var selv socialist, og hovedpåstanden i hans meget polemisk udformede bog var, at embedsmændene inden for social-, undervisnings- og sundhedsvæsenet var blevet den nye herskende klasse i samfundet, bl.a. i kraft af hastig vækst i deres antal, en vækst, som politikerne ikke kunne standse pga. embedsmændenes evne til at argumentere for, at især deres område skulle tildeles flere ressourcer. De kunne her i særlig grad skabe sympati i offentligheden med baggrund i en social eller humanistisk ideologi, idet deres områder handlede om dækning af menneskelige behov og derfor var svære at sige nej til. Ifølge Jørgen Dich havde den herskende klasses ekspansion ført til en social udbytning af befolkningen gennem stadigt stigende skatter og ikke mindst en udbytning af de mennesker, som arbejdede inden for det private erhvervsliv. Arbejderne vendte deres vrede mod arbejdsgiverne, når de ikke kunne få lønnen til at slå til, men i stedet burde de vende deres vrede mod statsadministrationens embedsmænd, som var skyld i de høje skatter. Dichs analyse står i gæld til Kenneth Galbraiths analyse i The Affluent Society (1958) og The New Industrial State (1958), men hvor det hos Galbraith var de ledende funktionærer i de store private virksomheder, der var den ny herskende klasse, var det hos Dich altså de offentlige tjenestemænd.

Jørgen Dichs synspunkter har i høj grad været med til at præge den offentlige debat og fandt især genklang hos Mogens Glistrup og hans nydannede Fremskridtsparti. Siden anvendes begrebet ofte mere diffust om akademikerne, eliten m.fl.