Et begreb fra IP-teorien neorealismen. I modsætning til de klassiske realister, der betragter magt som et mål i sig selv, ser neorealisterne magt som et middel til at opnå målet: sikkerhed. Det mest stabile internationale system – og det, der giver størst sikkerhed til de fleste stater - er ifølge neorealisterne et bipolært system som under Den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen afbalancerede hinanden, og hvor de ikke kom i direkte krig med hinanden. Hvis en enkelt stat opnår for megen magt i forhold til de andre stater – som fx USA i de sidste to årtier – vil det true andre staters overlevelse, og de vil derfor søge at modveje (balancere) supermagten ved at indgå alliancer eller lignende. Balancering er altså en adfærd, som systemets struktur ”producerer”.