Suverænitet

Suverænitet drejer sig om staters ret til selv – uafhængigt af andre stater - at bestemme over indre anliggender, altså at opretholde en retsorden og varetage befolkningens fælles interesser. Suverænitetsbegrebet har siden Den Westfalske Fred i 1648 været grundlaget for relationerne mellem stater, men efter 2. verdenskrig har oprettelsen af internationale organisationer ført til begrænsninger i staternes suverænitet. Det gælder især inden for EU, hvor staterne frivilligt og gradvist har afgivet suverænitet til overnationale myndigheder.

I 2005 er et nyt princip, der drejer sig om betingelserne for humanitær intervention: Responsibility to Protect (R2P), blevet godkendt i FN. Hvis den siddende regering i et land ikke er i stand til at beskytte sin befolkning, og der samtidig er dokumentation for folkedrab, etnisk udrensning eller krigsforbrydelser, er det holdningen, at det er det internationale samfunds pligt at gribe midlertidigt ind og sikre beskyttelse af civilbefolkningen efter en beslutning herom i FN´s Sikkerhedsråd.

Danmark og de fleste i-lande samt en del ulande støtter dette princip, som senest er blevet anvendt i forbindelse med borgerkrigen i Libyen i 2011. De fleste ulande og de store vækstøkonomier er imidlertid skeptiske over for anvendelsen af princippet, fordi USA og de vestlige stormagter bruger princippet selektivt. Man intervenerede således i Libyen, men ikke i fx de mellemøstlige diktaturstater, som også krænker menneskerettighederne. I forbindelse med den langvarige borgerkrig i Syrien har således både Rusland og Kina nedlagt veto i FN´s Sikkerhedsråd, når forslag om FN’s indgriben har været sat på dagsordenen.