Åbn undermenuer...

Casino-økonomi

Casino-økonomi anvendes om en økonomi, hvor en stor del af afkastet på investeringer er baseret på spekulation og dermed øgede risici. Især i forbindelse med bobler, hvor aktiver stiger hurtigere, end den realøkonomiske udvikling tilsiger, vil folk være tilbøjelige til at købe aktiver (fast ejendom, aktier, valuta) med henblik på at score en hurtig indkomst. I de seneste 10-20 år er der udviklet en række finansielle instrumenter, herunder især gearing, hvor folk spekulativt anvender et større beløb, end de selv råder over, til køb af især aktier. Stiger aktierne, opnås en meget høj forrentning af det oprindelige beløb (egenkapitalen), mens dette kan tabes, hvis aktierne falder. Også handel med afledte finansielle instrumenter, hvor der opnås en ret til i fremtiden at købe eller sælge til en på forhånd aftalt kurs, er en del af fænomenet casino-økonomi.